Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Anmälan: A Danish and Dano-Norwegian grammar by P. Groth (F. Dyrlund)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
sandsynligvis længe har været, mest tilböjelige til at kaste tonen
fremad. Den ældre Pontoppidan har vistnok i sit for hans tid
udmærkede sprogværk på dette punkt ubevidst ikke været sä lidt
påvirket af sin fødeøs dialekt[1]. Næst at henvise til min Udsigt
s. 20 jf. 36, skal jeg her anføre nogle eksempler, optegnede efter
folkemunde 1855: genskýe en[2] og deraf genskyvèj, (jrovcé(d)cnde
(med særegen udtale af nd), garnvinde (ligeledes), vrangvillig, køma
(bægge selvlyd korte) d. e. kødmàd, karklú(d), hal(v)hýning[3],
halå’ting d. e. hálvòtting, for en ufærd! for ikke at tale om porrélö`j
(en art løg) med forlænget e[4].
Upåtvivleligt høres et og andet sådant også andre steder, f. e.
i Jylland[5], men (bortset fra stednavnene) næppe nogetsteds i den
udstrækning.
Under alle omstændigheder, hvis der nogen sinde har været
nogen egn i Danmark, hvor man i naturlig tale betonede[6]:
husgud (med bægge u korte, eller måske med det sidste langt?), id
reven (første selvlyd kort, anden snarest lang), — på Sæland har
det ikke været. Der har det altid lydt: husgud (oprindelig første
u langt, andet kort[7]) idrèven (opr. bægge betonede selvlyd lange[8].
Og jeg skönner ikke rettere, end at det er denne akcentuering,
f. eks. \ påføWe, tilby*de, modgang, arbejd, der allerede 1671
forkyndes af S. Povelsen Gotlænder[9] som den normale for
skriftsproget, om han end kendte den anden, og om han end var villig
til på visse punkter at give slappe töjler, ikke alene med hensyn
til urolig (der sagtens var i frembrud), hovmodig o. lign., men også
over for bestemte former som surdejen, arbejdet (!). Vitterligt er
det, og ofte påtalt, at vore digtere altid har taget sig den ting
overmåde let, så Kingo nøder os til at læse: oplyse, imå’le, tillukte;
Brorson: opsvínge, opvækker; Wessel (Krlh. ud. str.): opsættelse[10],
mistánke (A. E. Boye 1832); Øhlenschlæger (Nord:s guder): opdírker;
Grundtvig: urókket; Ingemann: oplø’ftet; Overskou: genkénde,
indtræde, og således fremdeles i det uendelige[11]. Også ad denne vej
kan et og andet være gået over i talesproget (jf. husvále, velsígne
og ofte bagtále, trolóvet, det sidste påvirket af forlóvet).
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
