Full resolution (TIFF)
- On this page / på denna sida
- Saxo Grammaticus og den danske og svenske Oldtidshistorie (Johannes Steenstrup)
- - IV. Saxos Skildring af Oldtidslivet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
fra Virkelighedens Verden? Jeg vil i Modsætning hertil
paastaa, at Fostbroderskab og alt, hvad dermed staar i
Forbindelse, tværtimod har været et höist betydningsfuldt
Element i det gamle nordiske Samfund og ikke mindst i
det danske. Det frit indgaaede Broderskabsforhold hviler paa
den samme virksomme, sociale Fölelse, som har affödt de
mange höist karakteristiske Arter af Fællesskabsforhold, paa
hvilke de danske og nordiske Love og den gamle Praxis er
saa overordentlig rig, saaledes Bryde- og andre Arter Fællig
i Landbruget, ligesom de mange Fælles- og
Broderskabsforhold under Handel og Söfart[1]. Og hvor ofte træffe vi
ikke paa Runestene, ogsaa de danske, felagi, som den
trofaste Fælle, der reiser Stenen. Efter Edvard Bekjenderens
Love, der indeholde mange Bestemmelser af dansk Herkomst,
tager felagus Mandebod for sin dræbte Kammerat, netop
ligesom Fostbroderen efter Grágás har Retten hertil[2]. I
Danmark optage Gilderne en hel Række af de Regler, som vare
gjældende i Fostbroderskaberne, og med stor Sandsynlighed
har man henvist til, at Gilderne ere udsprungne af den ældre
Institution Fostbroderskabet. Men Gilderne i Danmark naaede
i det 11—13:de Aarh. en enestaaende Udvikling, medens Norge
kun har faa Gilder at opvise, Sverige ingen. Naar derfor
Saxo i sin Oldtidshistorie idelig vender tilbage til at tale om
Fostbroderskab, da er Grunden aabenbart den, at han taler
om en i Danmarks Fortid foreliggende Virkelighed, og
ingenlunde den, at han er paavirket af islandske Fortællere[3].
[1] Om mærkelige, paa félag byggede handelsretlige Instituter i Norge
og om disses Forhold til fóstbræðralag se M. Pappenheims Afhandling
”Altnordische Handelsgesellschaften” i Zeitschrift f. Handelsrecht XXXVI.
Jfr. Steenstrup. Handelens Historie, i Hages Haandbog i Handelsvidenskab
S. 936.
[2] Normannerne IV 296 f.
[3] Her kan ogsaa et andet Forhold beröres. Ingen Oldtids Helt tog
sig selv af Dage, siger Dr. Olrik. Naar altsaa Helge i Fölge Saxo i sin
Fortvivlelse over den med sin egen Datter Yrsa begaaede Blodskam styrter
sig i sit dragne Sværd, medens Islænderne lade ham falde paa Hærtog, da er dette sidste ”Oldtid, dot andet Middelalder”. ”I den gamle Heltedigtning
öves Selvmord ikke af nogen Helt, men vel af Kvinder (Brynhild, Signy,
Ogn i Herv. c. 1); selv det gamle tröndske Sagn veed, at Kong Herse i
Numedal ”ingen Hjemmel kunde finde for at en Konge havde taget sig af
Dage”, derimod nok en Jarl, hvorfor han ”væltede sig ud af Kongedömmet”,
för han hængte sig af Sorg over sin Hustrus Död (Ágrip 29)”. I en
Anmærkning tilföies: Selvmord öves i Sagaerne af lavere Personer (Berserken
Hake, Heimskr. S. 45., og Bondefamilien i Gautreksaga) og af Fostbrödre
(I. 61 II, 145). Her bevæge vi os stærkt paa Formalismens Omraade. Kong
Herse maa have været en stor Formalist, siden han nedlagde Kronen og blev
Jarl for at kunne hænge sig standsmæssig. Beretningen har endvidere liden
Værdi, eftersom Herse vist aldrig har havt Kongetitel (se Munch, Norske
Folks Hist I. 1. 326, 328, 469; 2. 58). Og i Historien har han ikke været
vel bevandret. Jeg skal ikke nævne, at Kong Hake i Upsala, der mærker
at hans Saar er dödeligt, lader sig före ”nær ved Döden eller död” ud paa
et Skib og brænde op (Ynglingasaga c. 27). Svenskekongen Hunding har
derimod hört et falskt Rygte om at den danske Kong Hadding (der ikke
var hans Fostbroder) er död, gjör hans Gravöl, men omkommer selv i
Ølkarrot, hvorfor Hadding i sit Folks Paasyn hænger sig (Saxo 60). Kong
Vermund sidder beredt til at styrte sig i Floden, hvis Uffe overvindes (S.
173). Fra en senere Tid vides, at den danske Konge Sigferd i Guines (c. 960)
dræbte sig selv i Sorg over Familieforviklinger (Hist. Tidskr. 4 R. VI 489,
491). Hvorfor skulde ikke Konger have havt samme Lod som Andre, naar
Nöden og Sorgen trængte dem haardt, og hvorfor skulde en helt anden
Opfattelse gjöre sig gjældende ved Fostbrödre, der vitterligt nok fulgte
hinanden i Döden? Vikinger se vi dræbe sig selv hellere end at ville falde i
Fjendens Haand; saaledes söge under Kampen i Normandie 925 nogle Döden
i Bölgerne, andre styrte sig i deres Sværd (Flodoard 925). Starkad begaar
jo egentlig Selvmord, da han leier Höther til at dræbe sig, i alt Fald udtaler
Saxo (S. 396 jf. 405): egregium fore putavit, si voluntarium sibi conscisceret
exitum. Og naar det siges ikke at være Oldtid, men Middelalder, at man
styrter sig i sit Sværd, er det jo dog underligt, at netop en af de germanske
Folks ældste og allerberömteste Konger Gotekongen Ermanarik i Fölge det
ældgamle Sagn styrtede sig i sit eget Sværd.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Project Runeberg, Sat Dec 9 02:21:00 2023
(aronsson)
(diff)
(history)
(download)
<< Previous
Next >>
https://runeberg.org/anf/1897/0131.html
