Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Antegnelser om substantivböiningen i middelnorsk (Amund B Larsen)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
deligt i de andre kön, f. eks i R.B. *) (i en senere tilföielse,
ikke med hovedhånden på stedet) eruingium Karls
Smidz-syni, fra Sotenes i Båhuslen 1396 2) sampykt allu logpingeno,
fra Röken 1408 3) Kiæxstadom vældi (gården Kekstads
eien-dom), Kiæxstadom kiærns ændanom (Kekstadtjertiets ende),
men også Kiæxstadæ ængh, fra Andebo 14644) samtykt
sy-strœbarnoni peirœ, fra Löiten 1472 5) medh godhom monnom
radhæ, fra Sandeherred 15126) med sognebondom i
Sande-heredh radh, fra Rendalen 1546 7) minom syskene (i
genitivs funktion), bondomss og barnomss. Somme af disse
eksempler foranlediger den bemærkning, at de skrivende i
middelalderens sidste århundreder i Norge for en stor del
skrev vildt, uden at veiledes af nogen sproglig takt; men
dette kan ikke omstöde den kendsgerning, at middelnorsk i
alle kön og tal kan bruge dativ istedenfor genitiv. I en
eneste forekomst, nemlig ved udtrykket for — skyld har
genitiv endnu syntaktisk anvendelse i vore dialekter; og i de
dialekter, der bruger dativ, dannes denne genitiv i regelen
af dativ, ligesom de sidstnævnte ekspl. fra Rendalen, f. eks.
i solörsk for gu1 tos (jintns, bånis, ongoms) skull
Jeg deler ikke den anskuelse, som Noreen udtaler i
"Altid. u. altnorw. gramm."2 § 123 anm. 2, at den vokal,
som på Østlandet var opstået af svagt betonet a, i
middelnorsk var æ og kun skrives e ved dansk påvirkning. I den
tidligere del af 14:de årh. var det vistnok så; men i det sprog,
hvor såvel a og svarabhaktivokalen som i og u falder
sammen og betegnes enten på måfå, mest med æ eller e) f. eks.
gaungæ (o: gQngu), eller ogaå stemmes efter nærmeste
betonede vokal: sokon (sókn), ligir (liggr), bøhøffuer, iardar eller
iærdær byty, der synes det snarere at have været den slappe
e-lyd; og da er jo e den rigtigste betegnelse, som alfabetet
tilsteder. Den gengives som sagt oftest ved e eller #, men
«) pag. 161. a) D. N. IV. 670. ») V. 458. •) LU. 864. ») Vin. 896.
•) VII. 479. 7) IX. 765.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
