Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Anmälan: Altisländisches lesebücher (Finnur Jónsson)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
-ing (se K. Gislason: Udvalg VI—VIII); kun på ét, höjst to steder
findes -eng, og dér (bægge steder) er der stærk tone (bitone)
på denne stavelse, der er rimstavelse. Følgelig er det —
fore-ommer det mig — klart, at reglen bör formuleres anderledes;
det samme gælder også § 108 anm. — Da vi er ved kronologien,
skal jeg tillade mig at bemærke, at forf:s angivelse af overgangen
h—b efter l, r (pgrb) i § 189 anm. som sket i "det 18. årh." er
ubevislig; der haves ingen midler til at sige bestemt, når den
overgang er gået for sig.
Imod reglerne om aksentforholdene i sammensatte ord (§ 54,
55) lader der sig vistnok endel indvende. Og atter her er
skjaldenes rim vejledende. Jeg tror f. eks. ikke, at ord som aug-syn
nogensinde har haft hovedtone på 2. stavelse, men vel en stærk
bitone. Mere rimelighed var der for, at hovedtonen i ord som
o/r-gjald faldt på 2. stavelse; men når det f. eks. i Beginsmál 4
hedder som 1. linje i ljóðaháttr: ofrgJQld, er det ganske vist klart, at
gjgld er en stærkt (vi kan godt sige: hoved-)betonet stavelse (g er
Í’o støttestaven), men det er ikke mindre sikkert, at ofr har og må
lave en lige så stærk betoning; hele ordet betragtes — og det af
let forståelige grunde — næsten som to selvstændige ord; og dette
er den kortest mulige form for en sådan linje som den anførte;
jfr Sievers: Áltg. metrik § 58, 2 (s. 90). Jeg tror at man, ved
nöje at studere skjaldenes rim og metrisk? anvendelse af de
enkelte stavelser, vil kunne komme til et bestemtere resultat
angående den oldisl. betoning end hidtil. En undersøgelse heraf
vilde være interessant og lönnende.
Der er ingen anledning til her at komme ind på
principspørgsmål; og hvad enkeltheder angår, er der ikke meget, som der
er anledning til at fremdrage. Jeg skal dog dvæle lidt ved et par
sådanne. § 19, 7 siges der, at former som sadhe i østnord. er
kommet istedenfor det ældre og vestnord. sera; dette er jo for så
vidt rigtigt, som den sidste form er forsvunden i det oldsvenske,
vi kender; men når vi ved, at formen sácti også findes i vestnord.
(isl.) og det så tidlig som i 12. årh. (Rekstefja 12: Hafglóct hilmir
sádi), kan formen ikke opstilles som absolut skælnemærke mellem
vestnord. og østnord. — Urigtig stavemåde er Ul- 177, 218, hvad
jeg tidligere har fremhævet, og der foreligger intet som helst, der
kunde vise, at vokalen i oldtiden har været lang. Den skrivemåde
burde derfor undgås. — Nom.-formen hoddr (§ 71, 175) mase. er
meget problematisk; i Laufásedda hedder det: gull heitir fé, hodd,
blik osv.; forudsat at teksten her er rigtig — og der er næppe
grund til at tvivle derom — er sagen vistnok afgjort. I Lex.
poet. (under hoddar mase. plur.) anføres acc. hodda fra en visa i
Sturl. (2. udg. II, 67), men opfattelsen er ikke ganske sikker. Et
andet sted i Sturl. (I, 275) er hodda åbenbart gen. Neutr. hodd
vilde bedst svare til got. huzd, oht. hört, ags. hord. — Former som
minnunk med n (§ 208) forekommer så sjælden, at de godt kunde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
