Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Fyrunga-Indskriften (Sophus Bugge)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
wea paa Fyrunga-Stenen er Objekt for b 1—6 unaþou.
Vi har her samme Ordstilling som ved horna tawido paa
Guldhornet, runoR waritu paa Varnum-Stenen, J>aR runo
faihido paa Einang-Stenen. Se herom Norg. Indskrr. I, 85 f.
Jeg har forklaret unaþou som Præt. 1 Ps. dual, "(vi
to) fik istand". Det forekommer mig sandsynligt, at dette
rigtig skulde have været skrevet *unaþu.
Jeg er fuldkommen enig i det Princip, at man ved
Runeindskrifter maa være yderst forsigtig med at antage
Feilristning, at man ikke uden de mest tvingende Grunde
bör ty dertil. Men jeg maa dog fremhæve, at hvor der er
Tale om en i sig feilagtig Skrivemaade i en Runeindskrift,
er der en meget væsentlig Forskjel mellem en aldeles
umotiveret Feilristning og en feilagtig Skrivemaade, hvis
Forklaring og Anledning ligger nær for Haanden. Saaledes i
det Tilfælde, hvorom her er Tale. I Mindeindskrifter med
den længere Rækkes Runer var det Regel, at det Verbum,
som udtrykte Virksomheden med at sætte Mindesten og ridse
Minderuner, stod i förste Person Ental. Derfor er det meget
let forklarligt, at Runeristeren her först kom til at skrive
unaþo l:ste Person Ental. Men da der er to Subjekter og
da disse er sammenfattede ved toA, er jo Dualisform af Verbet
her den korrekte. I Erkjendelse heraf rettede derfor, mener
jeg, Runeristeren unaþo til unaþu ved at skrive u efter ol).
At der er et betydeligere syntaktisk Indsnit efter unaþou,
er antydet ved det derefter folgende Skilletegn.
b 7—8 su forstaar jeg som Pron. demonstr. Nom. sg. f.
= oldn. sú. Den tilsvarende Hankjönsform er sa Lindholm,
sa Fonnaas.
’) Jeg finder det mindre ¾andsynligt, at ou i unaþou skal forklares
paa folgende Maade. Stentofta-Stenen har ginoronoR af ældre *ginnu-, I
Lighed hermed kunde -ödu -aåu i 1. Ps. Dual, blive til -a&o. Man kunde
nu formode, at Fyrunga-Indskriftens Indhugger vaklede mellem ældre og
yngre Skrivemaade eller at han var tvivlsom, om Lyden var u eller o, og at
han derfor skrev begge Vokaltegn ou. Jfr. f. Ex. þQ>a8Í, kuf (la, kuþtyan paa,
Hobro-Stenen (Wimmer Eunensohr. S. 246).
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
