Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Nekrolog: Ivar Aasen (Hjalmar Falk)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
papirer ser man, hvilket arbeide hans mesterskab er vokset op af:
man finder her ofte 3-4-5 forskjellige omarbeidelser af samme digt,
hvoraf hvert folgende udkast betegner et höiere trin i koncision
og prægnans, indtil den klassiske form er naaet. En smuk og
træffende karakteristik af Aasen som digter er git af
landsraaals-forfatteren Vetle Vislie i hans indledning til "Ivar Aasens udvalgte
Skrifter" (Kristiania 1897), og jeg tillader mig at laane hans ord:
"Som skribent var Aasen omhyggeligheden, man kunde gjerne
fristes til at sige: pertentligheden selv. Alting er vel afpasset,
hans perioder er saa afrundede, hans vers er slig stöbte, at det
skal være vanskeligt at finde feil eller mangler ved dem. Hver
tanke er omhyggelig forberedt, intet som overrasker eller forbauser.
Han kuer sine folelser, tör ligesom aldrig slippe sig til. Derfor
blir hans toner saa dæmpede, hans vers saa afblegede. Hans digte
minder mig mest om hosten, helst en klar. kjölig dag i september.
Agrene staar fuldmodne, bjerkelierne skinner i alle farver. Himlen
er höi og vid, men solen eier ingen magt. Der hviler et mildt
tungsind over al naturen, sorg over at sommeren er ugjenkaldelig
spildt, og at vinteren staar mörk og ensom for dören. Ivar Aasen
var ligesaa meget filosof som digter, og dog vil ingen kunne negte,
at hans sange er sprungne frem af egte stemning, og at han har
vidst at finde ord, som ogsaa kan bevæge andre. Han var en
mestor i at finde det mest rammende og fuldgyldige udtryk, og
samtidig de bedste og vakrest lydende ord. Ingen flugt i höiere
egne, men heller ingen jagen efter effekt. Hver tanke fint udmeislet,
med en egte folkelig og hjemlig klang".
Efteråt Aasen under alderens tryk havde maattet lægge pennen
fra sig, begyndte han at fole ensomhedens tomhed. Den gamle
vennekreds fra maalstridens dage var oplöst, og han levede ikke
længer helt med i samtiden. Ikke engang med den opvoksende
siegt af raaalforfattere var han helt tilfreds. Han analyserede sit liv,
og fandt det væsentlig forfeilet. Sin nngdomskjærlighed havde
han ofret for videnskabens skyld, og han tænkte oftere, at det
kanske havde været til större lykke for ham, om han havde giftet
sig og var blit bonde. En dybt lyrisk og sentimental natur som
han var — skjönt han havde adskillig sky for at gi sine fölelser
tilkende —, fölte han vel, at noget i ham ikke var kommet til
fuld udvikling. Han kunde da gi sine stemninger udtryk i en
humoristisk begyndende, mod enden dirrende klage. Som naar han
kom til at tale om, hvorfor han havde indstillet sit forfatterskab:
baade var blækket og især pennene saa slette for tiden, og saa
var hans öine blit rigtig daarlige, og hænderne skalv, saa han
ikke kunde holde pennen, og saa — ja saa havde han egentlig
ikke noget at skrive om heller, endte han med grædefærdig röst.
Da engang et lidet barn blev sat paa hans fang og begyndte at
klappe hans rynkede kinder, randt taarerne stride nedover dem.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
