- Project Runeberg -  Arkiv for/för nordisk filologi / Fjortonde Bandet. Ny följd. Tionde Bandet. 1898 /
54

(1882) With: Gustav Storm, Axel Kock, Erik Brate, Sophus Bugge, Gustaf Cederschiöld, Hjalmar Falk, Finnur Jónsson, Kristian Kålund, Nils Linder, Adolf Noreen, Gustav Storm, Ludvig F. A. Wimmer, Theodor Wisén
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tvedelingen af Sakses kilder, et genmæle (Axel Olrik)

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

54

Olrik: Sakses kilder.

udgravninger var der en åben vandfyldt brönd fra höjens top ned til kammeret.
Men hvis en sådan vandmasse uventet var styrtet over udgraverne i
Baldershöjen, var det vei forklarligt, at de i skræk havde kastet spaderne og
var rendte deres vej.

Hvorledes vandströmmen er kommen frem i Baldershöjen eller hvor
mægtig den egenlig var, er naturlig vis vanskeligt at sige. De eneste
öjen-vidner, selve Harald og hans fæller, gravede jo ved nattetid — altså optagne
af den almindelige folketro, at kun i mörket kan man frarane vætterne
deres skatte. De gravede vei også — efter folkets skik — under anelsesfuld
tavshed, dybere og dybere ind i höjens mörke indre, opfyldte af en stigende
skræk for, hvad de ukendte magter vilde göre til værn eller til hævn mod
de frække gravrøvere. Her er alle sjælige betingelser til stede for, at det,
der så hændte dem, blev forstörret i uhyggelig grad. Hvad der virkelig
skete, om der — som Sakse synes at fremstille det — styrtede en
vandsamling fra den øvre del af höjen ned tæt ved graverne, eller om de f. eks.
sidelæns har nået höjens kammer, og vandet derfra har brust dem i møde, —
derom har de måske ikke engang været fuldt bevidste, inden de kastede
spaderne og styrtede bort, ud af höjboernes magt.

Det næste spörsmål er, hvorledes begivenheden har lydt i samtidens
beretning. Den foreligger hos Sakse, idet vi udelader hans sidste
punktum. I vor tid, siger han, har nogle mænd med Harald til fører *) en nat
begyndt at udgrave denne höj, som der fra gammel tid går sagn om; men
de styrtede bort fra værket slagne af pludselig skræk. Ti fra höjens
gennem-gravede top sås pludselig en ström med mægtig brusen at vælde fræm,
styrte sig ud over de omliggende marker og rive med sig alt hvad den
stødte på. Graverne kastede spaderne og flygtede til alle sider i angst for
at sluges af vandmassen, om de blev ved arbejdet. Således indjog
stedets guddomme {dii loci illius præsides o: höjvætterne) disse ungersvende
en skræk, som vænte dem af med deres griskhed og fik dem til at tænke på
egen frelse.

Så vidt indeholder fortællingen intet om blændværk. Og det tror jeg
er det oprindelige. Det ligger nærmest ved virkelige oplevelser under
udgravninger. Det lader sig naturlig opfatte som Sakses kilde (ti det følgende
punktum indeholder hans eget ræsonnement). Og endelig stemmer det
mærkelig nöje med et folkesagn fra vore dage: På Hjarnø blev en gang kong
Hjärnes höj forstyrret og et sværd blev taget bort; "men straks styrtede
vand ud af höjen, så hele landet omkring blev oversvømmet"; det standsede
ikke, för sværdet blev lagt igen.1) Sakse og folkesagnet indeholder netop
den samme stærke overdrivelse i forhold til de kendte udströmninger af
vand ved höjgravningen.

Når dette er folkesagnet eller om man vil folketroen ved Haralds
forsøg på at plyndre Baldershöj, ser vi, hvad det er, Sakse bekæmper ved
sit ræsonnement. Han forkaster den animistiske opfattelse af stedets vætter
som herrer over dets naturkræfter, og i stedet sætter han en vei så mystisk,
men mere spirituel opfattelse. Denne ændring i synspunktet er dog ikke
særlig for Sakses religiøse udvikling. Det er den samme, som
skattegraversagnene over hele Danmark er undergåede. Af vandflodssagn kender jeg nu
kun dette eneste (jeg tör dog ikke udgive min viden for fuldstændig), af
blændværksagnene findes der mangfoldige. Men dette fænomen er atter kun
led i en kæde af omdannelser, der tilsammen udgör hovedforskellen på den
nyere nordiske huldreverden og oldtidens mere naturbundne alfeliv *).

J) Ifølge P. E. Müller var det kongesönnen Harald Kesja (Notæ ub. 118).

J) Således E. T. Kristensen, Danske sagn, IV 14 nr. 41; andre former
af sagnet fra Hjarnehöj findes hos Thiele D. folkesagn, I* 14 og II > 48. Det
tilhører en ret udbredt sagntype: menneskerne tvinges ved vætternes
plagerier til at give de höjtagne klenodier tilbage.

8) Jf. min artikel "Elverfolk" i Salmonsens konversationsleksikon. V
967-970.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Tue Nov 12 12:01:53 2019 (aronsson) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/anf/1898/0062.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free