Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tvedelingen af Sakses kilder, et genmæle (Axel Olrik)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
74
Olrik: Sakses kilder.
vide, hvorledes de lød i 12te årh.; ti det vidste han; og vi får
granske traditionerne selv, for at udfinde, hvorledes de er opståede
eller udviklede.
• Men her er stadig det svage punkt i prof. S:s. undersøgelse,
at han aldrig får fat på traditionens eller digtningens
ejendommeligheder. Når ban ønsker at overbevise sine læsere om, at
Danmark også har haft en stor lyrik med lausavisur og stevkampe,
ligesom Nordmændene, har han ikke kunnet opdrive andet bevis end
de danske runestenes vers. Til uheld er disse alle episke. Og
stroferne på den østgøtske Bøksten, der skal give hjemmel for
sagaernes udpyntning med lyriske bestanddele (lausavisur)
udenfor Norge, er kemisk rene for lyrik.
Prof. S:s bevis indskrænker sig da til den sætning: "Vi véd,
at der har været en betydelig dansk digtning, og den kan godt
have udfoldet sig i mange grene" (s. 159). Fjærnet fra
abstraktionens höjder vil dette sige: Vi véd, at Danmark har haft en episk
digtning, dets besyngelse af Skjoldunger er trængt ud til
Nordmænd og Islændinge, og rimeligvis er den tidligere også vandret
til England; vi har ranevers i betydeligt antal, alle er de objektive,
episke, i deres fremstilling af de afdøde, af de efterlevendes
gerning og af stenen selv; ned i middelalderen har vi en ypperlig
digtning af fortællende viser, men en dertil knyttet lyrik som de
norske stev, de islandske vikivaker, ja blot så meget som den
svenske folkepoesis, har vi ikke; man kan ikke engang drikke en til
med selvstændig lyrik, men med "et ærende af en vise". Og går
vi til Sakse og tager de vers, hvor vi er bedst sikrede imod at.
han kan have lyttet til Islændingenes tale (nemlig der hvor de
ved sprogformer eller stedfæstelser er knyttede til Danmark),
møder vi Hjärnes sörgekvad over Frode, der mærkelig nok ikke
er lyrik, men epos i stil med runestenenes mindestrofer. Siden
den fortællende digtning var så udviklet — slutter prof. S. — var
der vei også en stor lyrik, med lausavisur, stevkampe osv. om ikke
nöjagtig som Islændingenes så dog af den slags.
Men hvem der har øre, må kunne høre det. Der er en
forskel på de nordiske folks ejendommelighed, i historiens gry lige
så tydelig som i nyere folkedigtning. Dengang de rolige
mindevers först ristedes i danske runestenene, brød den norröne lyrik
mægtig igennem med Egil Skallegrimssöns broderklager og
"Sön-netab"; medens de episke formler efterlignedes i alle egne af
Danmark, sang Haifred sit savn ind i Normændenes hjærter med
drapaens omkvæd: "Al fred ødes ved Tryggvesöns fald".
Skjaldedigtningens eneste store fortjæneste ligger i lyrikkens,
personlighedens, gennembrud; og dette var, som al skjaldedigtningen, en
norsk-islandsk udvikling. Det var en udvikling, som bares — i
sin hovedretning — af hele folket; öjebliksfødte smådigte er lige så
ejendommelige for det nyere norske og islandske folkeliv, som de
var det for sagatiden.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
