Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tvedelingen af Sakses kilder, et genmæle (Axel Olrik)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
88
Olrik: Sakses kilder.
tradition; ti navnet mister da omlyden, og ban hedder Hiarthuar,
men — det var jo hans broders navn.
Vi skal nu se prof. S.s direkte gendrivelser.
1. Mod Vitolfus (for -ulfiis) som norrön sprogform indvender han, at
man ikke kan bestemme dialekten efter "ét bogstav i et navn, der kun læses
én gang*. I sin almindelighed vil filologerne næppe godkende denne
sætning ; og "den made, hvorpå Sakses tekst er bevaret", er neton ypperlig egnet
til at vise hans sprogformer: moderniseringer findes så at sige ikke1), men kun
de rent grafiske forvanskninger: blandt disse er forvekslingen af o og u ikke.
For læsemåden -olfus har vi Pariserudgavens, udtogshåndskrifternes og Krantz’s
samstemmende vidnesbyrd. — Prof. S. gör for så vidt vei i at vende om og
sige: selv om Vitolfus er rigtigt, beviser det ikke lån fra fremmed sprog;
også Valdemars Jordebog har Radolf og Bicolf, Lundebøgerne en hel række
af sådanne former, osv. Lad os da se på Jordebogen: den har Grimulf og
Gøtulf, roen Radolf og Ricölf, o: den samme endelse hedder -ulf i danske
navne, -olf i fremmede (tyske)1). Dette er da intet modbevis, men en smuk
parallel til Sakses brug af dobbeltformerne. Denne iagttagelse fra Jordebogen
gælder i langt större omfang. Det falder let i öjnene, at af de personnavne
på -olf som prof. S. har samlet s. 155 note, er de tre tyske og kun ét
dansk (i latiniseret form). Dette afgiver en ret svag hjemmel for
brugen af -olf i danske navne. Samler vi hele rækken af middelalderlige
danske navne i alle kilder (jeg bortser foreløbig fra Lundebøgerne),
viser sig følgende regler: 1) de ikke latiniserede danske navne ender:
altid på -ulf: Asulf, Berulf, Botulf, Grimulf, Eildulf, Lithulf, Ringulf,
Si gul’, fra denne regel kendes ingen undtagelser; 2) i latiniseret form
ender de på -ulfus: Botulf us, Gangulf us, Gerulphus, Gunnulfus, Hildulphus,
Ingulf us: herfra findes én undtagelse Grimolphus, denne bruges dog alene i
Æbelholt kloster på abbed Vilhelms tid (SED V 482. VI 142); 8) som förste
led i stedsnavne hedder det sædvanlig -ulf: Grimulfsthorp, Gøtulfruth,
Hjulsager (af *Hithulfsakær); eneste undtagelse: Saxolf(s)thorp (Nordsælland) *).
Dette var et meget lille udbytte for endelsen -olf men en smuk
bekræftelse for min sætnings rigtighed. Tilbage er der Lundeoptegnelserne, der er
et helt skatkammer for prof. S. af endelser på -olf. Men der er det i vejen
med Lundebøgerne, at de vei er af de interessanteste, men ikke af de sikreste
sprogkilder. Almindelige lægmænd kan beholde deres danske navn
Guth-mund; for en præst klæder det bedre at hedde Gurfmundus, og er det en
korsfarer, der falder i Venderkampe, helgendömmes han som GoeZmundus.
Dertil kommer, at en stor mængde udlændinge eller folk med udenlandske
navne har haft plads i den skånske gejstlighed eller på anden måde er blevne
knyttede til Lunde kapitel. En grundig undersøgelse af alle disse forhold
er endnu ikke foretagen. — Ser vi på navnene med -olf viser de sig særlig
at tilhøre gejstlige: Bertolfus i Herevad (Weeke 86), Ingolf us i Viborg
(127), Hildolfus i Øvid (236) og Fastolf i Lund (89). derimod kun én
lægmand Sunnolfus (SED III 458) og én uvis Gunnolf (Weeke 242). Af de
gejstlige er Bertolfus ifølge sit navn en tysker, og de andre på -olfus kan
*) Kilderne I 78—79.
a) Rikolf (Rikulf) har ligesom de andre navne på Rik- kun fæstet
rod i Sønderjylland og er ellers næppe kendt i Norden. Nogle få Rikolf er
på de danske øer må da være indvandrede; den ældste af dem, biskop
Bi-kolf i Odense (død 1168) har en sön af det tyske navn Rudolf.
*) Dette navn synes at have undergået en enestående tidlig svækkelse:
allerede för midten af 14de årh. synes det have bortkastet hele anden
stavelse (1359 Salthorpj 1496 Saltorp, 1497 Salterop Codex Esrom. 176—78, 186,
188 og 274; nu Saltrup). — Endelsen -ulf "s tonløse stilling i stedsnavne
måtte for resten medføre en tidligere svækkelse end dens mere selvstændige
plads i personnavne.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
