Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tvedelingen af Sakses kilder, et genmæle (Axel Olrik)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Olrik: Sakses kilder. 89
være det; lægmanden Sunnolfus bærer et navn, der ellers aldrig forekommer
som dansk, men kendes som norsk og svensk; Fastolf kan tilhøre ethvert
af de nordiske folk (hyppigst i Sverig); Gunnolf ethvert nordisk eller tysk
folk. Og endnu en vanskelighed: i den samme notits, hvor Ingolf us
forekommer, læses der et navn Haroldus; da skrifben er fra slutn. af 12te årh.,
er dette ikke en virkelie dansk sprogform, men en fortysket latinisering.
Når skriveren her har én sikker tyskhed, da kan hans Ingolfus i næste
penneströg også være fortysket af et dansk Ingulf.
Fra al den udenlandskhed og uvished er det godt at komme til et
navn som Sven Liuthulfs sun (o. 1150, Weeke 2); her har vi da en
indenlandsk månd, kendt på sin fædrene byrd, og vi har u bevaret i en
aksent-stilling, hvor det allerlettest kunde være blevet ændret. Videre Stedsnavnet
Saxulthorp (230), endnu bevaret i 14de årh.s beg. trods stavelsens tonløse
plads. Desuden Sneoulf (74) og nogle gejstliges navn: Hildulfus (63. 65.
238) og Saculfus (223). Her er vi sikre på at have datidens skånske udtale.
Umuligt er det ikke, at udtalen -olf har eksisteret ved siden af den; men
bevist er det blot ikke. Der er ikke noget i vejen for på Lundenekrologet
at anvende den regel, der gælder den øvrige literatur: de fremmede navne
skrives sædvanlig, de latiniserede indenlandske undertiden med -olfus),
medens -ulf er den eneste dokumenterede udtale af de danske navne.
Men enten Lundebøgerne følger den almindelige regel eller ikke, så
følger i alt fald Sakse den: Vitolfus er en dialektundtagelse i hans
sædvanlige sprog, og som navn på en helsinglandsk troldmand — svarende til
oldnorsk Vi&olfr — er det naturlig at opfatte som et lånord.
2. Om M08tiophu8 og Gunthiovus citerer prof. S. en udtalelse af Axel
Kock, at disse former kan forklares af dansk *Rosthiuf og *Gruntkiuf ved
overgang fra ü til ö i svagt betonet stavelse. Men selv om min kritiker
lukker denne låge, så er der en stor port, hvorigennem både Finnen Rostiof
og Vermelændingen Ounthiof vandrer over til den norske tradition: Navnene
på ’þjöfr er jo særlig norske navnedannelser, lånte fra angelsaksiske navne på
þeóv; i dansk, hvor man ikke havde formen þjófr til umiddelbart at
gengive feöVy findes denne navnedannelse slet ikke. — For resten burde
det vist været antydet, at Axel Kocks interessante undersøgelser af aksenten
for den danske sproghistories vedkommende er en værdifuld hypotese, der
kræver meget arbejde i kilderne för dens rækkevidde er fastslået *). Her i ,
Sakse er der jo den vanskelighed, at io både findes i sammensætning
(Ro-stiophus, Gunthiovus) og i usammensat ord (Liotarus); den forklarer altså
ikke brugen af io i Sakses sprogform i det hele.
8. Grut hor mus. Prof. S.s forsøg på ved vikingetidens sprogformer at
godtgöre dette navns danskhed har jeg tidligere omtalt (s. 50).
En fjærde af prof. S.s gendrivelser beror alene på en misforståelse,
der vist let kan fjærnes. Om udtrykket Hatheri filia, som forekommer "i en
fortælling, der så sikkert som nogen er af norrön oprindelse", har jeg sagt,
at det kan forklares af en norsk form Haétar dóttir (der af Sakse opfattedes
som identisk med det danske mandsnavn Hather). Jeg har altså ikke søgt
et nyt bevis for sagaens — ad andre veje godtgjorte — norskhed, men
gendrevet en mulig indvending. Man læse min fremstilling efter i
sammenhæng (I 88—90) fra: "Den samme forklaring må da anvendes" og til "så
der ikke af böjningsformerne lader sig opstille særlige bevisgrunde"2).
M Når A. Kock støtter sig på overgangen hustru > hostru, husbonde
> hosoond, er det vei et spörsmål, om ikke disse former snarere er opståede
i middelalderens slutning (jf. citaterne i Arkiv II 203—5 og Kaikar II 299
—302; Lunds glossar har kun formerne på hus) og stammer fra den i dansk
almindelige selvlydsforkortning i betonet förste sammensætningsled.
a) Dette spörsmål har for prof. S. også en personlig side: "Den ærede
kritiker har virkelig ikke været nådig mod Saxo". Dette må jo være slemt
for den gamle historieskriver, især da en anden forsker har vist den samme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
