Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Anmälan: H. Gering: Glossar zu swn liedern der Edda (Finnur Jónsson)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
198
F. Jonsson: Anmälan.
med den gamle, på en tradition beroende opfattelse. Snorre
forklarer ordet som Viudbælge’; han har åbenbart opfattet det som
’jærnpust’ (o: jærnkolde pust) af kol -= kul (jfr gola : gula ’sagte
vind)*, hvilket sidste netop betyder sagte vind eller vindpust. Under
alle omstændigheder er det klart, at Snorre har udtalt ordet med
kort vokal, og denne udtale er næppe noget, han har fundet på.
Da nu et ’jærnpust’ giver en langt bedre mening end ’kolde jærn’,
forekommer det mig i dette — og mange andre — tilfælde sikrest,
at holde fast ved det gode gamle, istedenfor at forkaste det,
navnlig når man intet bedre har at sætte i steden. — I enkelte
tilfælde forekommer det mig, at den ellers i god forstand så
konservative forf. for rask har optaget rettelser eller forklaringer.
Således har han sluttet sig til Fritzners unødvendige og uheldige
rettelse af þjóðans mal til þjóSar mal i dette tidskr. I. bind. Det
er netop det karakteristiske, at ping og pj Oetans mal,
’folkeforsamling’ og ’kongens (fyrstens, høvdingens) tale’ her stilles
sammen; de to ting har fra urgammel tid hørt sammen, jfr Tacitus,
Germ. cap. 11.; den, der i gamle dage talte på tinge, var fremfor
alle kongen selv eller den, hvem han overdrog at føre sin sag
(i bægge tilfælde var der tale om pjóäans mal). De grunde, som
Fritzner har til at ændre teksten, er meget svage, og består
hovedsagelig i udtryk i meget unge norske breve, så at der endogså
kunde være formodning om, at disse udtryk efterhånden ved
folkelig omtydning var opståede af det ægte gamle. — Der er nogle
andre nye skrivemåder og opfattelser, som jeg heller ikke kan
bifalde, som riäa f. rtita (Ramt es pat tré, es rida skal. Håv.),
hvarf-fuss f. hvarfúss, samt Bugges skrivemåde ægir f. œgir; afgörende
forekommer mig sideformen ýgs (ygis-) hjálmr at være; det vejer
mere end ags. eges — og der er intet bevis for, at ordet skulde
være lånt fra angelsaksisk !). Derimod er forf.s egen forklaring af
jól i Ls. 34 al påagtelse værd; medens jeg finder hans rettelse af
baugum til båga of Alv. 56 meget betænkelig. — Hjelmqvists
rettelse af/pr þó (Arkiv XI, 110 f.; gloss, s. 57) til furctu er let og
tiltalende, men jeg kan ikke finde den nødvendig. — Med rette
opponerer forf. mod Falks forklaring aijglstr (s. 98), samt mod Nygaards
opfattelse af det såkaldte expletive er, hvor rationel den end kan synes
at være. Alkunna i Bdr. kan umulig være vb., men må være adj.
Urigtig ansatte eller tvivlsomme ordformer findes der meget f& af.
Hildebrand har selv optaget blotnar Veichgemacht’; den rette
læsemåde turde dog være blotnar, hvad jeg i min udgave har bemærket.
Jeg ved ikke, hvorledes ictrar blotnar, ’udblødede indvolde’, kan have
fortrin for ’ofrede (o: ofrede dyrs) indvolde’, og det netop i den sam-
’) På det pågældende sted i Stiid. I, 389 ytrer Bugge, at ordets ferste
led "viser, at ordet er fremmed". Dette er dog ikke sa; ægir er regelret
dannet af ægja, æg da ’at true’; jfr Grímr ægir] kenningen holmfygturs
hjalmr viser heller ikke, at der skal skrives ægir, eftersom holmfjgturr lige
godt kan betyde Fáfnir (’slangen1) som ’havet’, se K. Gislason i Aarbb. X879
s. 188.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
