Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Anmälan: H. Gering: Glossar zu swn liedern der Edda (Finnur Jónsson)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
F. Jonsson: Anmälan.
19ð
menhængj som der her er tale om. Hvilken tanke kan der
overhovedet forbindes med dette: "udblødede indvolde"? — Eishold
skal være — eisk-hold (neutr. pl.) efter skriftlig meddelelse af
Hoffory; herimod strider formen eiskaldi (SnE. II, 493); ordet hedder
vei eiskald, med afledningsendelsen -aid. — FullráSa (s. 54) skulde
vei hedde -rådi i mase., grcmvarSr -varictr (65, jfr baugvaritír),
gullinburstr -bursty svagt subst. (ellers måtte det hedde -byrstr;
-bursti er dannet som Ag/cfö, hjalti osv.). — I sammensætninger
skulde det vei hedde -vitr (sdrvitr osv.), ikke vitr; vokalen
forkortet i en mindre stærkt betonet stavelse, jfr lýrit-, — Det skulde
vei også hedde kvernar i ældre tid, jfr Wimmer, Foran, forml.
§ 33 B. Når forf. opfører magn og derunder former som magni,
er dette for så gamle sprogmindesmærker næppe rigtigt. Som
nom.-acc. må opføres rnegin, hvortil dat. magni; magns i Éígsþ. er
dog sikkert, som Bugge har antaget, en yngre tids form f. ældre
meg ins, ligesom omvendt megni i Hyndl. (under megin) f. magni;
disse urigtige former står nu ganske vist i Hildebrands udgave,
men forf. kunde have peget på det rigtige *). Magn kan først
konstateres i det 12. årh. i Liknarbraut 113, hvis magn ikke også
der står for megin. — öljós som navn på natten opfatter jeg som
fem. til adj. óljóss (ikke som sammensat med ljås ntr.), jfr et navn
som aiskir om solen (Alv. 17), glgct om kirkeklokken i Nidaros;
sådanne navne böjes som subst., ikke som adj., hvad de dog
oprindelig er. På lignende måde betragter jeg sigrdrif; vi har dog
genetiven sigrdrifar i cod. reg. i verset, der forekommer mig at
være af större betydning end prosaens -drifa. Dette gælder, hvad
enten sigrdrif er egennavn (hvad jeg antager) eller ej. Forf.
slutter sig til Grundtvig m. h. t. ændringen af svanhvitu i VqI.
til -hvitri; her er dog vistnok det samme tilfældet, at adj. er gået
over til at blive subst. og må altså böjes som dette; vers 5, hvor
svanhvitu står, parallelt med egennavnet Qlrúnu, finder jeg er
afgjort bevis for, at svanhvit virkelig er egennavn. Forf. antager
et simi mase. ved siden af sima ntr.; dette sidste findes afgjort på
2 steder (pl. simu), hvorimod simi ikke findes sikkert nogensteds
i den gamle poesi. Det forekommer mig sikrest at holde sig hertil
og altså opfatte sima i Hárb. og Vpl. som ace. sing, (ikke pl. af
simi)’, der er her intet, som kræver plur. — I Vpl. findes den
metrisk urigtige linje sina afii (foran står: sntétict ér hann)) forf.
foreslår at læse sinva, "vgl. ahd. senawa". En sådan form finder
jeg meget betænkelig, og langt betænkeligere end den udvej, jeg
har fulgt, for at rette den metriske fejl; jeg har tænkt mig, at et
efter sina stående, omtrent ens med dette udseende ord var
oversprunget, nemlig sina, der også ligefrem kunde skrives sina] jeg
har altså læst: snictict hann [dette ord er stærkt betonet] sina |
*) Dette er et af de mange exempler p& den store ulæmpe, at
glossaret hører til en forældet udgave, en ulæmpe, som ingen mere en forf. selv
beklager (s. VII).
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
