Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Anmälan: Oversigt over de norske bygdemål med et Kart af dr. Amund B. Larsen (Marius Hægstad)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
104 Hægstad: Anmälan.
tal er muligeus den omstændighed, at et par maal (i Platanger og
Björnör), som i nutid af i-böining har former som lysi, d0mmi,
ogsaa har snakki og klägi (altsaa i-böining i ord med ligevægt).
Blandt (andre) skillemerker raellem östnorsk og vestnorsk
fortjente maaske, foruden hvad forfatteren har anfört, ogsaa at
medtages pt (vestn.) : ft (östn.).
Som eksempler paa forskjel i "ord förråade t" mellem vestland
og östland anfbrer forfatteren, at iklce heder i östlandske dialekter
inte eller ittd, men vest og i fjeldbygderne igkjd og ikjkja. Disse
eksempler reprœsenterer ikke forskjel i ordforraadet. Ittd <c itjtd <:
itjkjd > ikjkp er jo samme ord.
Under omtalen af tonelagene (side 32) kunde gjerne tröndersk
(enstavelsestonelaget for eks. stigende omtrent fra e—fis) være
medtaget.
Idet forfatteren (side 35) omtaler tiljævningen i hunkjönsord
i de vikske maal, bemærker han: "Naar oldn. oprindelig havde a
i forste stavelse, er der næsten al tid u i endeisen. Allerede i
old-norsk var der en tiljævning af a (w-omlyd), hvorved a i förste
stavelse blev til g, naar u eller o fulgte i den næste. Denne var
dog kun ufuldstændig gennerafört i de vikske distrikter. Derför
har man der hyppig sådanne ord som gätu, häku, snäru, men
eftersom man kommer længer ind i landet, bliver de former
talri-gere, hvor förste vokal kommer af g, f. eks. hüku, snüru, med
fuldstændig udjævning". — Denne förklaring strider mod de
resultater en nndersögelse af de oldnorske overleveringer i disse
egne af landet bringer. Som jeg haaber ved en anden leilighed
nærmere at skulle kunne godtgjöre, har omlyd af a til g (föran
bevaret u) aftaget fra Viken nordover, og der synes —
sproghi-storisk seet — at være en sammenhæng mellem
ligevægtsformer-nes optræden nu og mangel paa — eller delvis mangel paa —
den her omhandlede «-omlyd af a i ældre norsk. Denne bemerk’
ning gjelder flere udtalelser i lignende retning i hr Larsens bog.
Under omtalen af de vikske maal udtales paa side 37: "Når
man bortser fra ligevægtsformerne og nogle böinÍDgsformer, saa er
a så at sige den eneste vokal, hvorpå et ord kan ende; den opstår
altså både af oldn. a, e eller i og u eller o".
Denne udtalelse gjör et noget eiendommeligt indtryk, naar
man erindrer sig de mangfoldige undtagelser efter typer som: viku,
furu, håra, fönni, bêri, lava, fara, höso, gammäll, sdmmår, tyry,
hastar, h$stá, bö’ka, hü’sa, j§nta, mi, $ia, flåtå o. s. v.
Hvorledes vokalendelsen i den best. form af sterke
hunkjöns-ord er opstaaet er endnu ikke helt bragt paa det rene. Hr Larsen,
som tidligere selv i dette tidsskrift har givet bidrag til oplysning
herom, bemerker i den her omhandlede bog side 45: "Forskellen
(mellem 0sterdalens rf/ta og Gudbrandsd. rö’te) kommer deraf, at
i gamle dage havde de svage hunkiönsord i besternt form an, de
aterke in eller en; n er tidlig bortfaldet, og foregående vokal blev
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
