Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Anmälan: Oversigt over de norske bygdemål med et Kart af dr. Amund B. Larsen (Marius Hægstad)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
106 Hægstad: Anmälan.
noget tilnærmet til dansk idet kort p, t, k efter vokal gaar över
til b, d og g".
Denne udvikling staar visselig ikke i förbindelse ined dansk
paavirkning, men maa anses som en med den parallel (om end i
noget senere end den danske). Af formen "kertistigga" (= oldn.
kertistika) Tolga 1366 (D. N. IV, 45743) kan sluttes, at
udvik-lingen var begyndt i Ryfylke allerede ved den tid. -gg- i nævnte
form repræsenterer formodentlig halvstemt g (o i Joh. Storms
lydskrift). I Norvegia (side 76) oplyser Johan Storm, at han fra
Mo-sjöen i Vefsen (hvor halvstemte konsonanter bruges) har faat
op-givet "ei Vegga", en nge (udt. vêGO). Lignende erfaringer har
nær-værende anmelder gjort. I breve fra ca. 1500 fra den ovenfor omtalte
kyststrækning förekommer meget öftere end i breve fra andre dele
af Norge paa den samme tid stemte konsonanter for ustemte, selv
hvor sprogfbringen ellers er bra norsk. Eks. raglie (3 si. traf =
nyn. raakade) D. N. II, 1035, Spangereid 1510.
Under Tromsö stifts maal udtaler hr. Larsen side 97: "I
Helgoland er ethvert bevaret udlydende a bleven <e eller ä". — Den
sidste betegnelse synes mest korrekt, da övergången til a udefter
längs Vefsenfjorden er tydelig. Jeg benytter anledningen til at
gjöre opmerksom paa en apokope, som synes eiendommelig for
Helgeland. Medens verberne i almindelighed end er paa -á i
infinitiv, kastes endelsen bort, naar ordet staar i ubetonet stilling, for
eks. ved tilfoielse af adv. Saaledes: nO må du gaqä; men: du må gag
fast. Det apokoperede gaft har ikke dobbel accent eller
tostavel-sestonelag.
Angaaende den engere gruppering af maalförene kunde der
ogsaa være noget at bemerke, men i det hele har forfatteren her
været heldig. Söndhordlandsk (syd) har dog mere tilfælles med
Stavangermaalene end med Nordhordlands dialekt, hvormed hr.
Larsen har sammenknyttet den.
Saa interessant som den her anmeldte bog er, stöder den
undertiden ved en mindre klar fremstillingsform. Paa side 38 siger
forfatteren: "endel hunkjönsord med ligevægt har her mistet
lige-vægtsforraen", — hvar man kan være i nogen tvil om hvortil "her"
refererer sig; paa side 39 stedfæstes en form ved udtrykkeib "i
ve st", som heller ikke er utvilsomt klart.
Unöiagtighed (eller trykfeil) er vel formen intd med palatalt
n, der paa side 100 opgives at bruges i Vefsen; ordet udtales i
Vefsen intjkjo med palatalt n, forkortes til kp oller tjkjd. Paa side
77 siges, at pt tildels bruges i Sogn (skàpt eller skaft); det er mig
ubekjendt, at formen skàpt bruges i Sogn, hvor man imidlertid
ifblge Aasen har dupt og iflg. Boss: svipte v. (Ytre Sogn). I
böj-ningsmönstrene fra Hallingdal paa side 59 er opfört formerue
tomudn og stügndn for dat. sg. best. form. Denne form ender
iflg. Aasen paa -un (ikke -udn) i Hall.
f. t. Kristiania 8:de marts 1898. Marius Hægstad.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
