Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
102
A. B. Larsen: Anmälan.
udbredte overgang af a til å foran to konsonanter for de fleste
distrikters vedkommende antages at komme af gammel
vokalforlængelse, selv om den samme stilling föran to konsonanter har
foranlediget, at á-lyden nu atter er bleven kort. Derhos redogöres
der for slige unöiagtigheder, som ethvert sprogkart nödvendigvis
må have, fordi en mængde af de enkelte steder har nogle ord, der
i sin lydform ikke stemmer med det, der er og p& kartet er
angivet som det herskende, in casu det lydlovmæssige. Det er mig
ikke ganske klart, om udg. har gjort sig rede for, at den
mulighed også kan findes, at sådan blanding af forskellige lydlove er
relativt naturlig på et sted, er den eneste udvei, stedet bar havt, og
således ligeså berettiget (principielt, kanske ikke praktisk) til at
betegnes på et kart som de eneherskende lydlove. Uden at jeg
vil udtale nogensomhelst mening om, hvorledes forholdet i
Danmark har været, vil jeg tænke mig et eksempel svarende til det
foreliggende heftes indhold: vi sætter, at overgangen af langt a til å
indtrådte samtidig i tre dialektområder ved siden af hinanden; foran en
bestemt kosonant eller konsonantforbindelse havde det vestligste af
dem dengang langt a (ä), det mellemste (som slet ikke benovede at
være af lidet omfang) havde middellangt (ä) og det østligste kort
(ö); hvad vilde så den mellemste dialekt göre? måtte der ikke i
en stor del af dens distrikt opstå blanding, enten efter regler eller
uden sådanne? I en vis forstand opstod jo denne blanding
gennem påvirkninger fra öst og fra vest; men når lydsystemet ikke
gav dialekten nogen anledning til selvstændig udvikling, så blev
det blandede resultat dog også i en forstand naturligt; det var en
fölge af stedets tidligere sproglige tilstand og af dets beliggenhed.
Dette vil jeg navnlig have udtalt som en indskrænkning til
den ytring i indledningen (side 4), at man altid må være
mistænksom mod de former, der stemmer med rigssproget. Det er jo ikke
blot dette og den dialektgruppe, hvortil det hörer, som forhindrer
hvert enkelt sted i at tale efter lydlove, der er opståede på stedet
selv; tvertimod, enhver dialekt forsöger at göre det mod sine
naboer, og ethvert sprogfænomen, som har en nogenlunde stor
udbredelse, har ikke opnået dette uden ved at opsluge en mængde
små spirende selvstændigheder.
Jeg har som foran antydet ingenlunde nogen mening om,
enten den slags forhold i Danmark forekommer på sådan måde, at
de har betydning for kartlægningen, eller ikke. Selv om så var,
så er værket derfor lige veiledende, ved oplysningerne i teksten.
Det er en stor tjeneste udgiverne har gjort dialektkundskaben
ved således at samle under ét kundskaben om de danske dialekters
grammatik; de har givet de andre skandinaviske lande et godt
eksempel, og det er höiligen at önske, at de må få anledning til
at före værket til ende.
Arendal, septbr. 1898. Amund B. Larsen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
