Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
88
Kristensen: Anm&lan.
(e, i>ø, y), fir et e, som hindres i at få a-brydning, a-omlyd
exe. Som ovenfor sagt er overgangen æ > a i disse ord spredt,
således wæl > tvai næppe uden for Jylland, wærthæ > warthæ ikke
i søndeijysk, torækæ, wræk ;> tor ake, torak ikke i jysk, wæræ z>
warce kun i sydøst- og østdansk, wærth > warth adj. findes i
skånsk, men i alt fald ikke i jysk (för langt senere), hvalp ikke
udbredt over hele Jylland osv.
Antagelsen af urgerm. g ved siden af cT i fire (s. 126) kan vel
efter Noreens udvikling i Etym. studier s. 39 flg. ikke længere
fastholdes.
Det æ. da. jugge "havmand" (s. 130) synes at udgå fra en
bestemt mand, københavneren Hans Lauridsen (d. 1596) og kan måske
være en skånsk form, hvor forfatteren har gengivet det eksplosive
g ved gg.
Sammenhængen mellem urnordiske lydlove kræver, at tabet af
g (o: g) i fortidsformer (s. 131) sættes i forbindelse med overgangen
d, g > t, k i urnordisk udlyd (s. 185, forff. skriver d, g efter nasal,
men hvor forekommer d, g ellers i urnord. udlyd?). Vi står her
over for en afstemning af stemt ndlydskons., som også medfører
overgangen g :> A, og dette h svinder som et hvilketsomhelst andet
udlydende h. Interessant bliver denne overgang dærved, at den
viser, at ai må være blevt ä tidligere end dette nye h opkom, altså
at overgangen ai > ä skyldes bestående og ikke svindende h.
Ikke blot yr<e (s. 131) men også yskæ "ungdom" har y i
dansk; dei sidste forekommer i folkeviserne hyppigt i sms. yske-
svend sml. ynski mæn (Brandt Glda. læseb. s. 56 1. 1; håndskr.
har ynski)’).
Frø med r foran må f& iö > ø allerede langt för s nio,
dersom det overhovedet har haft iö, og dette stemmer også med
vore ældste kilders skrivemåde; hvorfor friø får stjærne s. 247,
men ikke s. 136, er mig uforståeligt, da formen ined iø sikkert
aldrig er funden og næppe har eksisteret. En næsten lige så
problematisk form er vist oldda. våndær som grundform til ona (s.
138 o. fl. st.); hværken oldda. el. oldsv. kender nogen anden form
end ond, und (med kort el. lang vokal), så overgangen må være
betydelig ældre end den overgang vä > ø, som den er stillet
sammen med (se også Noreen: Aschw. gr. § 65, 7)3).
Hvorvidt ny da. skæv (s. 143) er opr. nordisk el. nedertysk
låneord, kan være tvivlsomt; der findes mulige spor af en
lydovergang e > æ foran v, ikke blot bæve (s. 150) til nmt. beven el. on.
Ufa, men ogs& æ. d. gram, amg. D» alle disse er tvivlsomme
(nt. ?), kan de dog intet bevise; da. væve "snakke hen i vejret"
kan måske udgå fra on. vei/a, men har i alt fald folkeetymologisk
forbindelse med on. ve/ja texere.
*) Hvor findes den olddanske form b tugt med regelret brydning?
a) Først påvist af Kock Ark. V, 52.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
