Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Finnur Jónsson: Odin og Tor.
225
(f. eks. Tor og Midgårdsormen). Kun i et eneste digt
(Hymiskvadet) finder vi en selvstændig sammenkobling af
mytetræk, men i øvrigt uden nogen selvstændig bearbejdelse
af enkeltheder. Yi får herigennem en forestilling om, hvor
ringe skjaldens fantasi i virkeligheden var; allerede dette
viser klart, at de tog myterne som de kendte dem, som de
fik dem — og hvor skulde de have fået dem fra, undtagén
fra deres egne almindelige medmennesker? —, og blot
omsatte dem på vers. Hvad de gav af dem selv, var ordenes
iklædning, og denne er. naturligvis lidt forskellig efter de
enkelte digteres veltalenhed, beherskelse af den metriske form
osv.; en er livligere end en anden, bruger flere adjektiver
end en anden og kan således opnå en större anskuelighed i
skildringen og en stærkere virkning på tilhørerne.
Den gamle digtning er, med hensyn til æmnernes,
indholdets, behandling, jeg kan godt sige, fantasiløs. Efter at
drapedigtningen, kongekvadene, engang var opstået — og vi
ser dens opståen som en fuldbragt kendsgærning i det første
historiske århundrede —, holdt den sig ganske uden forandring
ger i flere hundreder af år; dette gælder også det rent
formelle; ti selv om man snart tog en stavelse fra, snart
lagde en til for at frembringe "nye" versemål, er formen dog
i grunden stadig ens. Noget så konstant, så stereotypt, så
fattigt på udvikling som den (norsk-)islandske skjaldepoesi
skal man længe lede efter. Sagen er den, at den ene skjald
efter den anden fuldstændig holdt sig til det engang givne; det
faldt dem ikke ind, at det kunde, burde eller behøvede at være
anderledes. Skjaldens egenlige fortjæneste ligger på et andet
område end det rent digteriske, hvad der naturligvis ikke
hindrer, at man kan føle nydelse ved deres
ordsammenstillinger, kenninger og de smukke naturbilleder, de, navnlig
skjaldene i de første og bedste tider, indsætter i deres digte.
Men aldrig er der tale om en skabende, nydannende ævne i
virkeligheden. Så langt vi kan komme tilbage, er deres
ABKIY FOB KORDISK FILOLOGI XVII, KT FÖLJD XIII. 15
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
