- Project Runeberg -  Arkiv for/för nordisk filologi / Adertonde Bandet. Ny följd. Fjortonde Bandet. 1902 /
88

(1882) With: Gustav Storm, Axel Kock, Erik Brate, Sophus Bugge, Gustaf Cederschiöld, Hjalmar Falk, Finnur Jónsson, Kristian Kålund, Nils Linder, Adolf Noreen, Gustav Storm, Ludvig F. A. Wimmer, Theodor Wisén
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

88

Am. B. Larsen: Anmälan.

Det forekommer anmelderen betænkeligt at antage, at et
syntaktisk fænomen, der har så stor geografisk udbredelse i vort
folkesprog som sin til betegnelse av genitivsforhold, skal være av tydsk

oprindelse (s. 137,13 f. n. og § 38, s. 45 f.).

§ 86 (s. 140,t8). Også de östnorske bygdemål har former der
svarer til oldn. hvcnær, dansk hvornår, nemlig h&nner, hórner.

§ 87 (s. 143,6). "Relativet "der" synes aldrig at ha været
rigtig folkeligt i selvstændig brag". Det må det dog have været i
jydsk, hvor nåtidens dialekter slet ikke kjender som i egenskab av
relativt pronomen (Marias Kristensen, privat), og hvorfra der i én
eller anden form jævnlig möter én i dialektpröver.

§ 91 (s. 153, 3 ff.). Anvendelsen av præsens med futurisk

betydning er især almindelig ved inkoative verber, og disses præ~
sens anvendes jævnlig også hvor man kande vente futarum av
det durative verbum; derfor blir = vil være, får = vil have.

§ 92 (s. 154,3 f.). Iraperfektum "er væsentlig blit den
fortællende eller beskrivende form, fortid uden relation til nutiden". Anm.
savner her såvelsom s. 159 f. et uttryk for det forhold mellem
imperfektum og perfektum, at det forste taler om et bestemt pankt
av fortiden og hörer til, hvor der findes en tidsbestemmelse for
handlingen, nttalt eller i sammenhængen; perfektum derimod er,
hvad handlingen angår, ubestemt i fortiden; hvis der tilsyneladende
står en tidsbestemmelse, er den enten anset som for vid til at være
nogen sådan eller ogsaa er det en korthet i talen, der foles som
en skjödeslöshet.

§ 95 (s. 162). Som det på en måte ligger i teksten, brukes

ville ikke til at danne futurum i folkesproget og lidet i vort
talesprog.

§ 96 (s. 162 1. 6 f. n.) og § 132 (s. 206 1. 2 f. n.).
Forklaringen med komme til at kan måske for læsere bli misvisende, da
ordet i Norge ofte anvendes om den rene fremtidighed; men
konteksten forklarer det jo. — Den her omtalte vending verd med inf.
brakes na om tr. alene i en del af det trondhj em ske; ellers fåry fær.

§ 97 (s. 167,19 f.) Også i norsk folkesprog er verta for en

stor del, især i det sydlige, uttrængt av bli, men her fornemmelig
i præsens, langt mindre i impf.; foranledningen til skiftet må derfor
her være en anden end den der gives for dansk.

§ 136 (s. 211,2 f.). Forklaringen av bygdemålsformerne skulda,
vilda, måtta som sammendragninger av skulde ha etc., kan måske
enkelte steder være rigtig, men er i det hele taget temmelig
tvilsom. Fra perf. partic., der som nydannelse i regelen fik form efter
den talrigste böiningsklasse, a-ve ro erne, kunde a let indfores i impf.
I de trönderske dialekter, hvilke ofte har impf, på a av modale
verber, er sammentrækning med ha mangesteds ikke vel tænkelig,
nemlig hvor inf. ha heder hå.

I det påfölgende avsnit av paragrafen kunde jeg have onsket
det uttrykkelig udtalt, at da skulle er det verbum hvormed vi mest

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Tue Nov 12 12:01:57 2019 (aronsson) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/anf/1902/0098.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free