Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Finnur Jónsson: Versene i Halfreds saga. 317
er ellers ukendt i klassisk digtning som gudindenavn eller
valkyrjenavn, der kunde bruges i kvindekenninger; atter her
finder vi det rigtige i de øvrige hdskrr.; her står nemlig
Umar i 557 og Fl.; dertil slutter sig ilma i 61, 54, det
er et velbekendt asynjenavn. Fejlen i 132 kan være opstået
ad rent grafisk vej; dog er den vel snarest blot dittografi af
det følgende ord, hvorved ønsket om at tilvejebringe rim i
linjen mulig også har virket. Linjen bliver nemlig ved at
optage den rigtige læsemåde rimfri, hvad dog ikke er
påfaldende.
Til V. 21, der også findes i alle de foran nævnte
hdskrr., er der intet at bemærke, undt. at or i 1. 3, der findes
i Fl., 61, 54, 557, er at foretrække for 132:s /rá, samt at
allar i 1. 4 Forns, og ShI-Fms. ikke er stillet på den rette
plads. Den rigtige ordfølge er: Hirdinaumur sævar båls koma
heim ór seljum, allar sléttfjalladar; hams osv.
V. 22 er digtet i anledning af Mårs angreb på Halfred •
denne mand, der var en af Gríss’ bedste støtter, var en stor
blotmand, og kaldtes Blót-Már. Verset findes kun i 132 og
Fl. Den første halvdel lyder i Hfr. således:
Mjpk tegast sveima l) sökkvi r, vér mun um dag hvern dýrra
snót verd ek þegns fyrir hótum, dulrækinn mik sækja,
men i Fl. således:
Mig tegar sætra siotla d§milatrs at domi
snot uerd ek þegnns firir hoti drekkiannde mer sekkia.
Som man ser, er afvigelsen her ganske betydelig, men
ordlyden er meget dunkel. Efter 132 er jo sammenhængen
lysende klar og måtte opfattes således: Seima søkkvir
(guld-forøderen, o: Mår) tegask mj$k, dulrækinn (indbildsk som han
er), soekja mik; ek verd fyr hótum þegns; vér munum, snót,
dag hvern dýrra. Det eneste, der her er påfaldende, men vel
at mærke i forhold til prosaen, er at Halfred tiltaler kvinden
’) Dette foreslås forstået som seima, hvilket sikkert er rigtigt.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
