Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
78 Finnur Jonsson: Yers i indskr. og love. 85
yrdislag, mer eller mindre regelmæssigt. I disse versemål
spiller indrim (halv- og helrim) så godt som ingen rolle;
hvor de findes i Eddadigte, er de overhovedet tilfældige, i
de færreste tilfælde tilsigtede. Endnu langt sjældnere er
slut-ningsrim. Da denslags "aksidentelle prydelser" er meget
hyppige i ordsprog og lignende talemåder, der aldrig har været
på vers, er det klart, at sådanne rim er værdiløse som
kriterier m. h. t. det her behandlede spörsmål. Men heller ikke
bogstavrimet har så stor en betydning, eftersom også det
findes i et utal af almindelige prosasætninger i daglig tale.
Intet af dette er tilstrækkeligt for at konstatere vers. Men
man har også forsøgt at udpege virkelige vers og versdele
m. h. t. taktinddeling (verslinjer). A priori skulde man kunne
tænke sig, at dette var lettest at göre ved de norske og
islandske love, eftersom den egenlige digtning nærmest må siges
at være knyttet til Norge og Island, og eftersom disses love
dog m. h. t. deres sprog ubetinget er ældst af alle nordiske
love. Men vi møder her det mærkelige tilfælde, at netop
de islandske love indeholder faktisk allermindst af alle de
kriterier, der her kommer i betragtning. Bogstavrim findes
i de isl. love langt sjældnere end i de norske (17 1/2 side i
Yendells bog imod 65); af rim findes meget lidet (af helrim
anføres kun 10, hvoraf dog nogle må trækkes fra, ti biorg
ok biorn, búre bii&7 dag ok stað\ bús búhluti, vercfi al verri
er overhovedet slet ikke rim). I de norske love er
bogstavrimet stærkere fremtrædende, men virkelige rim forholdsvis
sjældne. I den ældste os bevarede norske lov,
Gulatings-loven, er det, at Lind har ment at finde talrige spor af vers
eller verslignende sætninger, som han forsøger, med
afvekslende held, at henføre til de Sieverske grundformer. Efter
min mening er Linds påvisning heraf lidet heldig. Bortset
fra at ord hyppig må omstilles eller udelades, er de
verslinjer, der søges fremdragne, gennemgående af en så
mangelfuld art, både med hensyn til bogstavrim og især rytmisk
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
