Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Olrik: Anmälan.
101
værd, der synes at være en kres mænd, allermest vistnok yngre,
der vil prøve, hver indenfor sit område, at göre et arbejde på
dette område. Således har det været muligt, at der på én gang
har dannet sig det tidskriftsudgivende "samfund for norske mål og
traditioner" og en anden forening "Urd og Verdande", der lægger
vægt på den personlige vækkelse og dygtiggörelse til arbejdet.
Dette forste hæfte af tidsskriftet har naturligvis en vis
karakter af program, en stræben efter at antyde alle områder for den
fremtidige virken. Gustav Storm beretter i et forord om de
omstændigheder, der har ført til, at tidskriftet först nu træder frem
for offenligheden. Dernæst følger Marius Hægstad med "Nokre
ord um namnet paa landet vaart", en fuldstændig samling af
formerne for navnet Norge fra de ældste tider indtil nutidens
folkemål, i det han hævder den ældste form (kong Alfreds Nordweg)
som indeholdende den rette etymologi. Amund Larsen begynder
sin redegörelse for lydlæren i et af de mærkeligste trøndske
bygdemål. Endelig kommer hæftets hovedindhold, prøver af
folkemåls-tekster o: sproglig pålidelige gengivelser af folkeminder. Her
findes æventyr, viser, sagn osv.; alle de kendte indsamlere (Sophus
Bugge, Aasen, Jörgen Moe, Moltke Moe, Koss o. fl.) er her
repræsenterede, ligesom man ser prøver på forskellige grader af fin
eller grov lydbetegnelse. Samlingen synes at være en prøve og
vejledning for de begyndende optegnere, samtidig med at hvert
stykke er godt og karakteristisk. Et par större sagn grupper (fra
Finnebygden, og sagn om Yidrik Yerlandsön fra Sætersdalen)
indleder og slutter rækken. Tillige har Moltke Moe föjet noter til,
der for et par af æventyrene er hele små afhandlinger. Med en
rigdom af materiale følges "Soldaten som kogte for den onde" til
lignende især tyske historier om onde offiserers skæbne, og den
hele baggrund af middelalderlige pinsels-visioner antydes;
soldatfortællingens slutning, hvor han efter pagt med djævlen lader sit
hår og skæg vokse i syv år og tvinger kongen til at give ham
sin datter, følges tilbage til en indisk grundtype, hvor
hovedpersonen er en bodsøvende brahman. "Onde mennesker er værre end
fanden" hører derimod til middelalderens præke-eksempler og
findes derfor i så overordenlig ens form omkring hos Europas
forskellige folkeslag. I den förste af disse æventyr-undersøgelser
inddrages også en middelalderlig islandsk fortælling om en af
Olaf Tryggvesöns hirdmænd og hans natlige møde med en djævel
(Flatøbogen I 416), hvor bl. a. Sigurd Fåvnesbanes og Starkads
pinsel omtales. Jeg vil dog her gærne minde om, at en ganske
lignende stilling kendes for de to störste irske sagnhelte: den ene
stående oprejst, den anden med hovedet nedad, i djævelens
ild-ånde. Dette synes at være forbilledet for den nordiske fortælling,
og den står da i et endnu nærmere forhold til visionsliteraturen,
end det först kunde synes; den pågældende opbyggelsesbog,
Duggals leizla, forelå jo i oversættelse. I Norden synes den tanke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
