Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
51 Wizomer: Nasalerede vokaler.
ganske til S. Vinge-stenens sin q og tjæner til bevis på, at
nasalen er bortfalden i bægge tilfælde ’). Også heraf
fremgår det altså, at jeg med god grund har omskrevet den
sidstnævnte form sina, ikke sina. At nasalen virkelig er
bortkastet i analoge former, men samtidig bevaret i andre
tilfælde, viser de med Jællinge-stenen II samtidige skånske
Hunnestad-stene, der bægge skriver 46bum sammen med
kuna hantaB gen. sing. = Ounna hundan. Hermed stemmer
altså fortræffelig det forslag, som jeg i Ð. R. II, s. 115 med
stor tvivl har fremsat til tolkning af den ufuldstændige og
vanskelige indskrift på Lyngby-stenen, hvorefter sina skulde
være = sinna acc. sing. m. af sinni. Herom bemærker
imidlertid kand. S. s. 217 not. 1: "Då inskriften, af diftongen i
aisku att döma, förefaller att vara så gammal, att man med
skäl kunnat vänta ultima-a i sina tecknadt ifall det
verkligen vore att utläsa sinna, acc. sg., så tvekar jag ej att
utläsa det sina, acc. sg. f. af pronominet sinn och betrakta
aisku som oblik kasus af ett okändt feminint appellativ
(eller kvinnonamn?)". At denne forklaring af sina ikke har
ligget mig fjærn, kan vel sluttes af mine udtalelser D. R. II,
s. 114, hvor det hedder: "Det synes naturligst at opfatte sina
som acc. sing. f. af sinn, svarende til det foregående aisku;
men betydningen af dette ord er i så fald ganske usikker".
At opfatte aisku som kvindenavn må naturligvis på
grund af det følgende sina kaldes ganske umuligt, og når
s) Hvilken næsten utrolig skødesløshed kand. S. har vist over
forforståelsen af de indskrifter, sont han har gjort til genstand for sin
undersøgelse, fremgår til min störste forbavselse af s. 220, hvor han erklærer
Egå-stenens mana for gen. plur. af ordet maþr med den bemærkning: "att vi
på den senare stenen finna Jjf [i første stavelse af mana], är ej ägnadt att
förvåna, d&, som ofvan visats (s. 215), nasaleringen där är uppgifven". Han
henviser altså her til det sted, hvor han netop har villet bevise det modsatte,
nemlig at nasaleringen er bortfalden i Egå-stenens nnrnna i modsætning
til 8. Vinge-stenens sin fordi "ultima i nur una har levissimus, medan
ultima i sin4 har svag levis". I det sidste tilfælde vilde altså efter hans
mening også Egå-indskriften have bevaret nasalen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
