Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
M. Oisen: Norske stedsnavne. 125
samme rod er oht. uuemön "fluitare", og en redupliceret
rod-form (we-um-) foreligger, som det synes, i oht. uurumman
"scatere", ih wiumo "scateo", uuiumit "horret", uuiomente
"ebul-liens". Se GrafF, Altdeutscher Sprachschatz I 852 f.; jfr.
og-saa Kluge, Etym. Wörterbuch under wimmeln. Af disse
oldhöityske ord forklarer Th. v. Grienberger (Mittheil. d.
Inst. f. oesterr. Geschichtsforsch. XIX 530 f.) flere oldtyske
elvenavne: Wimna fluvius (Pertz, Scriptores II 388, 389),
Wemma, nu die Wiimme (Adam af Bremen, Pertz IX 289),
Wiemena (aar 786, Lappenberg, Hamb. Urkundenbuch).
Her-ved maa merkes, at det latinske ord, hvormed oht. uuimi
(scatebras) oversættes, i oldtiden förekommer brugt som
elve-navn i Latium: Scatebra, biflod til Liris (Plinius).
Til samme rod hörer vistnok ogsaa isl. vim, vim n.
"giddiness, a swimming in the head, wavering", norsk dial.
vima (med lukket og med aabent i) "tumle, gaa som i
förvirring’’, vima f. (med lukket i) "svimmel; kvalm eller do ven
smag" (se Aasen og Ross); oldn. poet. (geira) vimarr
"vibra-tor (hastarum)". De mythologiske elvenavne Geir-virnul
(Grimnismál 27) og Vimur (Snorra Edda) synes ogsaa at
höre hid. I betydning staar de vel nærmere oht. uuiomente
"ebulliens", end de staar norsk dial. vima.
Det norske stedsnavn *Vimir eller *Virnar kan være
flertalsformen til et i oldnorsk tabt appellativ, som
oprinde-lig har vœret identisk med oht. uuimi (akk.) "scatebras". Hvis
navnets oldnorske form har været *Vim,ir (gen. Vima} dat.
Vimum\ kan det nordiske appellativ vim- have været en
«-stamme ligesom sandsynlig oht. uuimi. Om ordets
gramma-tiske kjön tör jeg ingen formodning udtale. Hvis det norske
stedsnavn derimod i nominativ har lydt *Vimar1 har ordet
vel i nordisk gaaet över fra i-stammernes böining til en
böi-ning, efter hvilken det i flertal kunde have endelsen -ar
(jfr. f. eks. oldn. sœvar, men oht. dat. pl. sêwim; oldn. lyftar
ved siden af I0ir, oht. liuti).
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
