Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
S. Larsen: v. d. Recke, Nogle Folke viseredactioner. 81
Guld-borre thog knyff afferme rød;
hun slog y sitt hiartte, tbett wor stuor nød.
Thett giorde Guldborre vd-aff stuor har um.
Hun faldt selleff død y Ribolts aram.
Stroferne er, som de her staar, rimeligvis et ubehjælpsomt
Makværk fra en sen Tid og har næppe hørt med til Yisens
oprindelige. Bestand. Det sidste Vers kan dog i den Sammenhæng,
hvor Overleveringen har anbragt det, til Nød förstaas, naar dets
første Linie opfattes som sigtende til den lige forud beskrevne
Drabsscene. Men omplantet i Dr. R.’s Tekst, hvor Forbindelsen
bliver denne:
Ribold var død, før Hanen gol;
Guldborg svalt, før oprand Sol.
Det gjorde Guldborg udaf Harm:
Hun faldt selv død i Ribolds Arm.
skaber det kun Forvirring. Naar man efter Beretningen om
Ribolds og Guldborgs Død i V. 40 læser de to sidste Linier, hvem
kan da undgaa i dem at se en smuk Bekræftelse paa Baggesens
berømte Ord:
Og ingen, ingen Moders Siæl
Kan slaae tilgavns en Død ihjel.
Og hvorledes man om Heltinden, naar hun selv død falder
om i den døde Helts Arm, kan være berettiget til at bruge
Udtrykket:
Det gjorde Guldborg udaf Harm.
derom oplyser Dr. R. os ikke med et eneste Ord.
Egentligt var det min Hensigt ikke at dvæle ved de
nærmest følgende Viser (D. g. F. Nr. 183; 249; 6; 421), som alle i
Virkeligheden er ubetydelige, nogle endog ligefrem tarveligt
Makværk, men straks giye mig i Kast med den, Dr. R. aabenbart
betragter som Bogens clou, Kirstinevisen. Der findes imidlertid paa
disse Sider et Par Enkeltheder, som jeg ikke helt kan forbigaa.
Under Behandlingen af D. g. F. Nr. 249 (Den trofaste
Jomfru) forsøger Dr. R. ogsaa at give en Forklaring af det gamle
for-melmæssige Udtryk at ride under 0. Ud fra Analogier som
under Muren, under Lide, under Bakken, hvor under betegner
Stillingen ved Foden af noget højere liggende, mener han, át
Udtrykket i Forbindelse med Verbet ride sigter til, at man i
Middelalderen med Forkærlighed benyttede Strandkantene som "en
bekvem Passage med fast Bund for Gaaende og Ridende": paa denne
Ma&dé kom man altsaa til at bevæge sig under 0 o: langs med
og nedenfor det højere liggende Land. Den, der har gaaet eller
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
