- Project Runeberg -  Arkiv for/för nordisk filologi / Tjugofeme Bandet. Ny följd. Tjugoförsta Bandet. 1909 /
120

(1882) With: Gustav Storm, Axel Kock, Erik Brate, Sophus Bugge, Gustaf Cederschiöld, Hjalmar Falk, Finnur Jónsson, Kristian Kålund, Nils Linder, Adolf Noreen, Gustav Storm, Ludvig F. A. Wimmer, Theodor Wisén
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

120 Kristensen: Dansk sproghistorie.
Jeg kender ikke nogen skånsk dialekt der har tab af
h i forlyd foran vokal, og dog kan en sådan usikkerlied ikke
godt forstås på anden måde, end at en skånsk dialekt må
have fulgt Roslagsmålet, Dalmålet og de vestnorske ”Halve-
mål” i den henseende.
Muligvis har vi et endnu ældre vidnesbyrd om denne
dialekt. Blandt de skånske runestene er der næmlig en,
som har ganske lignende forhold som Roslags-runestenene,
Sjörup-stenen (Ljunits h., Malmöhus 1.), som i flg. Wimmers
undersøgelse (De d. runem. 1 nr. 9 s. 91 flg.) har huftia
(øftiii) v. s. af an, afpi (hann, havðí).
Imidlertid må det fræmhæves, at Sjörup-stenen, trods
det at den hører hjemme i en særlig runestensrig egn, i denne
henseende er enestående. Indenfor en nymils afstand findes
mindst tolv andre runestene (Bjersjöholm, Bjersjö I—
II, Hunne-
stad I—
II, Skårby I—
II, Yillie, Örsjö, Torsjö, Skivarp (+ 1 tabt?),
Dybäck og Nöbbelöv), men ingen af disse har mindste spor
af lignende ”fejl7
1 som Sjörup-stenen, lige så lidt som nogen
af dem synes at have formen øftin. Heller ikke på den
nærmeste sten, som har denne form, Tulstorp-stenen (Wim-
mer, Skåne nr. 26) findes noget h i ank, asa, uftin, ulf.
Indtil Ä-bortfald er påvist i noget levende skånsk mål,
må vi dærför sige, at tolkningen af disse sære skrivemåder
i tre skånske håndskrifter fra det 14. årh. og på en skånsk
runesten fra omkr. 990 er usikker. Men der er i og for
sig ikke noget urimeligt i den tanke, at også dele af Skåne
kan have haft A-bortfald foran vokal.
A.nm. Anderledes må det opfattes, når vi i fru Gro
Gunnesdatters testamente fra 1268 (Erslev, Testam. s. 14 flg.)
finder den vildeste brug af h, som Høstrlid, Høstrøld Øster-
ild, Hø Økloster, HescønJibec Essenbæk, Hasmønd (Hasmøld)
Asmild, Høm Øm, Høtønsøn (Hotænsøn) Odense — dog rig-
tigt Arnwido, Iwari, Alburg, Arus, Alfing (Alling), Anduord-
skøh og Hafhesilh (Harthesilh, Harthæsysæl). Dette brev

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Tue Nov 12 12:02:04 2019 (aronsson) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/anf/1909/0126.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free