Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
84 Finnur Jónsson: Anmälan.
sluttes med den vigtigste person, den aktive hovedperson — "de
egenlige handlingsbærere udmærkes ikke ved forvæ gt, men ved
bagvæ gt" (med disse to ord betegnes pladsen i spidsen eller i slut-
ningen af remsen eller hvad det nu er). For retningens vedkom-
mende hævdes at den i reglen er enten "østenkås” eller "vestenkås”,
d. v. s. går fra øst mod vest el. omvendt. Hermed er angiven en
vigtig sagnhistorisk af forf. funden og nærmere formuleret lov, som
sikkert vil få videnskabelig betydning for behandlingen af det her-
henhørende stof. V, ”Folkestamsagn” (overleverere, tekstskue, fæl-
lesgennemgang, enkeltgennemgang, værdsættelse). Endelig følger
et ”Tillæg” om forskellige ikke medtagne tekstklasser m. m.
Forfts udviklinger er i mange henseender interessante og
dybtgående og hele undersøgelsen foretagen med en videnskabelig
originalitet og energi. I hovedpunkterne må man give ham ret,
men til gengæld er der overmåde meget i enkelthederne, der ikke
kan bestå for kritik, som helt eller delvis er tvivlsomt eller
ligefrem urigtigt. Kilderne har forf. ikke skarpt nok sondret
imellem; meget unge sagabearbejdelser eller digte kan ikke have
den betydning, som der tillægges dem (som når forf. medtager
f. eks. Flatøbogens godlondum, der utvivlsomt er fejl for de ældre
kilders þjódlgndum); han benytter digte som Þórsdrápa og de
deri forekommende egennavne som bevis for sine teorier, medens
det dog er klart, at rækkefølgen af disse egennavne er ret tilfældig
og delvis betinget af digtets indhold. Her kunde der anføres
mange enkeltheder, der helt må udgå. Heller ikke har forf. altid
taget det tilbörlige hensyn til de forskellige håndskrifters læse-
måder (hvor det drejer sig om et og samme værk; således er f.
eks. Ritta i fortalen til Sn. Edda ganske uhjemlet; W har Picta,
R Pitta el. Ficta, medens T har Vitta, og dette er det rigtige,
o: ags. Wecta; p og / er opstående ved fejllæsning af ags. v).
Forf:s opfattelse af de forskellige navne i Alvíssmál er ganske
sikkert urigtig og tildels vilkårlig; et ord som sunna J
soF er lige-
såvel nordisk, eller om man vil urnordisk, som tysk osv.
A f stor interesse er hvad forf. udvikler m. h. t. "fortællerne",
hvor det særlig gælder de gamle þulir og skjalde; han holder sig
til den fra Müllenhoff stammende opfattelse af þulr-digtningen,
der her bestemmes som ”vor samlede folkegruppes urdigtning”.
Herimod er der næppe noget væsenligt at indvende, men når forf.
— foruden at opfatte eddadigtene som þulr-digtning — i det føl-
gende giver nogle oplysende tekstprøver, er det vanskeligt altid
at følge ham. Især er de fra Jordanes hæntede stykker egnede
til at vække mistillid; de gengives af forf. som vers med bogstav-
rim, således som han mener at kunne skimte sådanne i den suppo-
nerede, versificerede gotiske kilde, som Jordanes har benyttet. Her
er det jo tydeligt, at grundlaget ikke kan være ret meget andet
end gyngende grund, som det er voveligt at bygge noget på;
men man skal gærne indrömme at forf. har herunder vist stor
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
