Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
2 Sverdrup: -ligr, -liga, -la.
er der en mulighet for, at der oprindelig har foreligget et idg.
suff. -lïko som i græsk (Kluge, § 238, Wilmanns, II, § 361, 3 anm.),
skjönt dette vel neppe kan bevises. Og hvordan det nu end for-
holder sig hermed, saa maa allerede i fællesgerm. tid -lika ha
fortrængt det ældre -liko i disse ord, og de har helt associeret sig
med de övrige dannelser paa germ. -lika.
Vi kommer altsaa til det resultat, at gn. -ligr umulig lar
sig skille fra de nævnte suffikser i de övrige germ, sprog, men at
ogsaa -ligr maa være opstaat av et germ. -lika. Jeg tror ogsaa,
at det lydlige forhold mellem germ, -lika og gn. -ligr ikke er saa
umulig at forklare. For det förste er det lange ï i -lika lydret
forkortet til i i gn. i svakt betonet stavelse; sml. germ. -ïga >
■gn.
-igr (got. mahteigs : gn. måttigr), germ, -ina > gn. -inn (got. gul-
peins : gn. gullinn), got. hairdeis : gn. hirdir (Noreen3, § 144, 3).
Men da adj. paa -ligr opr. er komp., passer det maaske bedre at
sammenligne ord som valrof (ags. wœlrëaf), JRçnnug, Sçlug o. a.
(se ib. §§ 144 og 145a), Alrekr, Hrærekr (-rekr c -rikr), etc. (sml.
Hægstad, G. T. p. 76). Derpaa er saa i gaat over til e; i isl.
overalt: gudlegr, holdlegr, kvennlegr, mildlegr, nýlegr etc. (ib. § 138,
1); i gn. feiger enkelte haandskrifter vokalharmonien, altsaa harct-
legr, brádlegr, glçgglega, kvennlegr, ßjotlegr, men blictligr, miidligr,
dyrligr, fúsligr; men flere gn. haandskrifter har dog -legr, -lega
uten hensyn til den foregaaende vokal, altsaa virdulegr, œfinlegr^
dýrlegr, njjlegr, kristilega, leynüega etc.; ja hyppig er i gn. e endog
blit aapnet til æ, saaledes virdulægr, mannlægr, nýlœgr, dýrlægr
etc.; men paa den anden side findes ogsaa -ligr, hvor man skulde
ventet -legr, som i lagligr, andligr etc. Om disse litet regelbundne
forholde i gn. se Kock, Arkiv, 12, p. 245 ff. og Hægstad, Garn.
Tröndm. p. 18 og 84, Vestn. Maal. p. 14, 48, 63. — Dernæst maa
man vel anta, at k i germ, -lika allerede meget tidlig i gn. er
blit svækket til g i svakt betonet stavelse (se Torp og Falk, Dansk-
norskens lydhistorie, § 100). Den samme svækkelse av k er tidlig
indtraadt i jarteign ved siden av ja r teikn 1); videre finder vi alle-
rede i urnordisk k svækket til g i det suffigerede pronomen ek,
*) Noreen mener, at jarteign forholder sig til j arteilen som smjúga
til smokkr, som fljúga til flokkr. Hertil er at bemerke, at teikn er opstaat
lydret av idg. *doigno- (se Falk og Torps ordbok under tegn) ; derimot kunde
et germ. *taigná- < idg. *doicnó- hverken bli gn. teign eller teikn, da gn^
assimileres og forhærdes til kk ; sml. smokkr < germ. *smugná — idg. *smuknó-r
flokkr < germ. *flugná- = idg. *pluknó-. Rimeligere er det da at henföre
teikn til en idg. siderot *dig i lat. digitus. Ags. tæean av Haikian tyder be-
stemt paa en rot med g. Men da formen teign kun findes i gn. og der kun
i sammensætningen jarteign, og da det synes urimelig, at en urgerm. form-
differentiering skulde være beholdt alene i gn. i de to synonyme sammen-
sætninger jarteikn og jarteign (men ikke i det enkle ord), uten at den sæd-
vanlige betydningsdifferentiering er indtraadt (som f. e. i rp, f. hjörne <
*wranho og rçng, f. spant c *wrango), saa forekommer det mig, at det ene-
ste naturlige er at forklare g i jarteign som en svækkelse av fe i jarteikn
paa grund av sidste leds forholdsvis svake betoning.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
