Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
10 Pedersen: Dansk og nrn. akc.
för overgangen tenuis til frikativ (som bæger; til samme tid
hører vel også jæger, kræmmer, kælder, skrædder) mangler
stød, har ord* som er optagne efter denne (som høker, hid
hører vel også junker, kammer, ridder), stød”. Her er jeg
fuldstændig enig med forf. med hensyn til de to grupper av
låneord og deres indbyrdes aldersforhold; vi er altså enige om,
at bæger repræsenterer det ældre, hø’ker det yngre lag, op-
taget i sproget henholdsvis før og efter overgangen tenuis
> frikativ. Fremdeles mener også jeg, at stødets forekomst
i den sidste gruppe, men ikke i den første hænger sammen
med dette tidsforhold; men jeg kan ikke slutte mig til Ma-
rius Kristensens forklaring, at stødet skulde være udviklet i
den tid, der ligger imellem de to lag av låneord. Som det
vil ses, forudsætter denne forklaring, at et ord som læger
uanset manglen på stød har og stedse har haft akc. 1 *); dette
synes mig i og for sig ikke at være uden betænkelighed.
Men lad os sætte, at det var tilfældet, altså at ordet optoges
i dansk med (stødfri) akc. 1, og lad os desuden antage, at
stødet først er opkommet efter, at tenuis var nået at blive
stemt frikativ, med andre ord: efter at ay<?r var opstået av
akær med akc. 1. Nu linder vi, at ager i nutiden i jysk
(så vel som på det øvrige område, hvor stød findes) har stød;
men hvorfor er det samme da ikke tilfældet i bæger, som
jo — efter forudsætningen — lige så vel havde akc. 1, og
hvor de fysiologiske vilkår for stødets fremkomst var ganske
analoge med det nævnte opr. danske ord? Derimod opstår
der ingensomhelst vanskelighed, hvis man med mig går ud
fra, at bæger har og altid har haft akc. 2; og at ordet ved
optagelsen i dansk modtog denne akc. og ikke akc. 1, vil
man sikkert ikke kunne undre sig over, når hensyn tages
til den form, som ordet har i den magnæanske lægebog:
bechæræ, jfr. svensk bägare med akc. 2. Ordet har da åben-
’) ti hvis det havde akc. 2, var manglen av sted jo en selvfølge, og
ordet vilde da ikke kunne inddrages i denne diskussion.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
