Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
50 Pedersen: Dansk og urn. akc.
man skulde da i henhold til det tidligere udviklede antage,
at s kun deltog i rimet i sådanne ord med akc. 1, hvor
stødet manglede (nemlig ved de helt ustemte forbindelser ts,
ksj ps samt ved fs, Is, rs, ms, ns, forsåvidt rodstavelsen var
kort), men stod udenfor rimet, hvor stød fandtes (nemlig ved
lang rodstavelse). Når s nu alligevel som nævnt altid ind-
går i rimet, vil man se, at der fra det her hævdede syns-
punkt kun bliver tale om en særlig forklaring for den sidst-
nævnte kategoris vedkommende, medens en sådan indskrænk-
ning ikke findes for Falk, for hvem kun s’ets egenskab qua
endelse kommer i betragtning uden hensyn til de ords struk-
tur, hvortil denne endelse føjes. Selve det omhandlede for-
hold —, at det genitiviske s altid deltager i rimet — finder
Falk ”naturlig nok, naar hensyn tages til denne konsonants
dominerende lyd og den intime forbindelse, den indgaar med
forudgaaende konsonant” (ss. 129—30). Det turde være ind-
lysende, at den, som akcepterer denne forklaring, ikke vil
have nogen fornuftig grund til at rejse indvendinger, når
den — således som det sker her — bringes i anvendelse
indenfor et mindre område (o: ord med lang rodstavelse) end
det, for hvilket den blev fremsat.
Blandt deovenfor nævnte tilfælde av akc. 1, hvor et
fleksivisk r falder udenfor rimet, blev også opført 2. og 3.
pers. sg. præs., i verbalformer som seir, veir. Denne om-
stændighed kunde nu tænkes fremført som argument mod
den forklaring av rimforholdet, hvorefter dette beroede på
stød i akc. ] ; ti efter den tidligere givne formulering av
loven for det urnordiske stød skulde det jo ikke indtræde
ved den yngste apokopering o: den, som rammer ultima efter
kort rodstavelse (dansk ven, blad uden stød). Yi skal nu se,
hvorledes det er muligt at fjærne denne vanskelighed.
Hvad der straks falder i øjnene ved stødloven, er den
parallelisme, som åbenbart foreligger mellem stødet og «
’-om-
lyden; heri gør det intet væsentligt skår, at det førstnævnte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
