Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
14 Jespersen: Stød og Synkope.
Diana; ordforbindelser som stå op, gå ud, de (di) unge, vi
ønsker; tre vokaler i dueunge, dueurt, li(g)e ud, de (di) uar-
tige, hva(d) i alverden. Der er her ikke spor af hiatofobi;
og at vi heller ikke i tidligere tid har været nødt til at
”udfylde” hiaten ved stød, fremgår efter min mening af den
traditionelle latinudtale, der jo så tro afspejler sprogets al-
mindelige lydregler. Yi har ikke stød i fui, deest, deus,
deum, det, deos osv., og når vi har stød i deerit, fuimus, lai-
cus, beror det ikke på at der fulgte vokal efter den förste
vokal, men på at den stod i trediesidste stavelse, sml.
stødet i debilis, oculus, Caligula osv. — At heller ikke de
gamle nordboere følte nogen trang til at lukke af mellem
to vokaler, fremgår noksom af de bekendte sammentræknin-
ger sja c sea, tja c tla, frjåls c f nhals, Sjölfr c Sæulfr osv.
(som jeg har behandlet fonetisk og sammenstillet med lig-
nende udviklinger i andre sprog i min Fonetik s. 531) D-
Heller ikke den sproghistoriske præmis til Anders Peder-
sens slutning er uangribelig. Den skyldes Axel Kock, der (se
QF s. 59, § 125 ff.) har hævdet at hiat på urnordisk har
medført akcent 1. Dette støttes på at akcent 1 findes dia-
lektalt (fremhævet af mig) i flere klasser af ord med
hiat. Da dansk i hans betragtninger spiller en meget stor
rolle, og da det er de danske former jeg ubetinget kender
bedst, skal jeg holde mig til dem; jeg formoder at mine
betragtninger med de nødvendige, selvsagte ændringer, finder
anvendelse på de af Kock anførte vestmanlandske, solørske
og andre former, hvor også akc. 1 er funden i tilsvaren-
de ord.
1) En för-fonetisk grammatik skabte begrebet hiatas på lignende
måde som den for-videnskabelige fysik skabte begrebet horror vacui. Hvad
der endnu ofte kaldes "hiatusfyIdende konsonant” beror i virkeligheden på
en forskydning i stavelsegrænsen, så at en del av en vokal kommer til at
danne en "medlyd" til den følgende vokal, sml. min Fonetik § 406 anden
halvdel, hvor dog kun det forhold omtales, at den anden stavelse har stær-
kere tryk end den förste; forholdet er ikke væsentligt anderledes, hvor en
svagere stavelse følger efter en stærkere. — Marius Kristensen (Axk. XV 64)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
