Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
88 Dahlerap: Anmälan.
S. 160 (§ 234). mannie, mannye, maniæ, manigæ, manghe
omtales som "Skriftformer af Ordet mange”, — Got. manags, oldeng.
manig mfl. viser, at manighæ, manghe er de relativt oprindelige
former, mange, med [»], en yngre form 4).
S. 174 note 2. "Ogsaa å er jo en gammel Betegnelse for
la n g t a; man har aabenbart over hele Norden savnet et k v a li-
ta tiv t Tegn (Bogstav) til Betegnelse af å-Lyden”. —At det sven-
ske tegn å hverken er særlig gammelt, ej heller har været tegn
for langt a, er ofte påvist, se fx. N oreen. Yårt språk III. 80.
Kock. Svensk ljudhist. I. 394. P. K. T horsen i Salmonsens kon-
versationsleksikon. I. 4.
S. 177 (§ 267). Overgangen fra p , t, k i efterlyd til stemte
lyd er ikke "fælles for hele Sprogomraadet", da store dele af Søn-
d erjylland for p , k har de ustemte spiranter [f], \%]: gripa —
[grrf]; gap — [gaf]; aka — [a^]; sçk — [s
b
l
%]; for udlydende t
har sønderjysk r : gata — [ga*r]; ek veit — [æ ve*r]. Se L yn gb y:
Sønderjysk sproglære s. 44, og nu: den udførlige fremstilling i
B ennikes og M. K risten sen s Kort over danske folkemål. 95 ff.
S. 2 6 2 (§ 314. 3). Stednavnet sproffue ”Sprogø" nævnes af
forf. som exempel på vokalisation af "opr. eftervokalisk k”. —
Sprogøs navn har aldrig indeholdt noget k: i Valdemars jordebog
hedder det Sprowæ.
Til slutûing et par bemærkninger, som kræver lidt udfør-
ligere begrundelse.
S, 76 (noten) omtaler forf. håndskriftet AM. 24. 4:to, der
indeholder et brudstykke af Valdemars sjællandske lov (udgivet i
fotolitografisk aftryk 1869). I modsætning til den almindelige op-
fattelse, hvorefter AM. 24 skulde være ældre end AM. 455 og
Flensborg-håndskriftet af jyske lov, hævder forf., at det er bety-
delig yngre: fra det 14. århundrede. De grunde, forf. anfører, er
alle sproglige (lydhistoriske): AM. 24 har: vithnæ (rettere: withnæ),
vithæ (rettere: withæ), sithæ, bithæ, rigis ; AM. 455 har: witnce,
witæ, sitæ, bitæ, rikis osv. — Forf. overser nu for det første, at
man kunde opstille en lige så lang række af ord, som optræder
med en ældre form i AM. 24, med en yngre i AM. 455, fx.:
AM. 24 har liuænde, fæthrinis, /<æc, kumæ, ær (relat.), AM. 455
har liuænd, fæthærns, fich, kummæ, thær (relat.). Men forf. over-
ser også, at når det er sikkert, at sproget i de ældste danske lov-
håndskrifter ikke er det sprog, som taltes, da håndskrifterne blev
til, og når det er lige så vist, at sidestykker til flere af de "unge”
sprogformer i lovhåndskrifterne findes i langt ældre kilder, så kan
man ikke bruge sådanne sprogformer til at bevise noget om et
lovhåndskrifts alder. De behøver ikke at vise andet, end at ved-
kommende skriver (eller måske nedskriveren af et af de hånd-
Forholdene i dansk, hvor manigJie} manghe findes i de ældste kilder,
afviger fra forholdene i fsv., idet mamghe der er sent og sjældent (jf.
N oreen. Altschwed. gram. s. 451, 2. 331).
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
