Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
92 Dahlerup: Anmälan.
fremstilledes af nardus-planten *), hvoraf der omtales flere arter
(P lin iu s Historia naturalis X II. 26), den bedste var den, som
kom fra "Ganges”: nardus indica ell. spica nardi (d. e. Nardo-
stachys Jatamansi DC.), en ringere sort (Valeriana celtica L.) var fra
Gallien. I middelalderen kaldtes disse lægeplanter som oftest spica
nardi (ell. spica indica) og spica celticaj og såre ofte omtales de
simpelthen som sp ica ("aks”), således i ”Physica S. H ild eg a rd is”
(ca. 1098—1179)2) og i M acer Floridus’s ”de viribus herbarum”,
hvis vers om ”spica” går igen i vor H arpestræ ng, hvori det
hedder (M. Kristensens udg. s. 48): ”Spica. thæt ær nardus. thær
cummær af india land . . . En annæn nardus ær oc til. thær af
annæt land cummær. oc hetær celtica spica. oc hun dughær alt thæt
sammæ thær hin annæn. thot hun hauær æi swa mykæl kraft”.
Det må bemærkes, at i de nævnte skrifter omtales spica næ-
sten kun som læ ged rik , hvad der også gælder om de fleste af
stederne i de svenske Läke- och Örteböcker, hvor spickynardus (ell.
spikan, acc. m.) nævnes (se citaterne i S öd erw alls ordbog). Der
kan dog ikke være nogen tvivl om, at plantens brug som salve
også har været de nævnte middelalderlige skribenter bekendt, om
ikke af anden grund, så fordi Kristus selv var bleven salvet med
den. Det omtales også, at spica nardi i det 14. årh. ”unter Se-
gensformeln gesammelt wird”, og at den blandet med gåsehjerne
brugtes til salve mod øreflåd 3). Selv i langt senere århundreder
tilskrev man nardus (Valeriana) en særlig kraft til at helbrede sår:
Sim on P a u lli fortæller, at ”Saften aff Baldrian” efter nogies me-
ning ”skulle kunde uddrage Jern aff Saaer oc Skader, huilcket
enten aff hug eller sting kunde være blefuet der inde”*man skulde
derefter ”legge Vrten paa, aff huilcken Saften er udkryst, thi, sige
de, vil mand saaledis med saadanne Skader omgaais, da kand det
med de samme letteligen skee, at icke Jernet alleniste kand ud-
dragis, men endocsaa Skaden der ved ofuermaade kand heelis oc
lægis”. Flora Danica (1648). 143 (nr. 131 G) *).
I det hele kan man vist gå ud fra, at nardus-salven i Nord-
europa har været mere berömt af navn end almindelig i brug;
forestillingen om noget særlig v ellu g ten d e har man i alle fald
næppe kunnet forbinde med en salve tilberedt af valeriana, hvis
*) Jeg skylder dr. J. W. S. Johnsson og prof, botan. Ohr. Baunkiæ r
megen tak for velvillig hjælp ved denne del af undersøgelsen.
2) M ignes Patrologia latina. Tom. 197 p. 1140 ff., jf. B. v. F isch er-
B en zon: Altdeutsche G-artenflora (1894). 211.
3) M. H öfler. Die volksmedizinische Organotherapie (1908). 116.
*) Prof. A. B. D rachm ann gör mig opmærksom på, at Simon Paullis
ord stemmer nöje med fortællingen i Gruarinis II Pastor fido (akt. 5. sc. 7):
Dorinda er bleven såret ved hyrden Silvios pil, men ved brugen af en urt
drages jærnet ud af såret, og hun helbredes. Urtens navn anføres ikke, men
det hedder kun, at den er ”molto nota à la siluestre capra”. I senere tiders
kommentarer (udgaven Milano 1807) tolkes stedet som sigtende til ”dittamo”
(d. e. Dictamnus L.), hvis sårlægende kraft omtales hos flere forfattere.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
