Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
24(3 Boer: Stødet i dansk.
to musikalske toner tydelig kan skelnes; en udelukkende
op- eller nedgående tone høres som enkelt. Det er efter
almindelige regler for tonebevægelsen ikke sandsynligt, at de
to højdepunkter havde samme højde; tilstanden vilde være i
nærmeste overensstemmelse med den exspiratoriske bevægelse,
om det andet højdepunkt lå lidt dybere end det første. Går
man ud fra, at den første top har haft acutus og at den
anden stavelse havde gravis, så må fortisstavelsens anden
top vel have haft medius.
Den musikalske bevægelse ved accent 1 før reduktionen
kan da grafisk fremstilles på folgende måde: ved enstavelses-
ord ; ved tostavelsesord ^ *). Yed overgangen fra den to-
A f denne accentuering lader den senere udvikling i de tro sprog
sig let forklare. I Kristianiadialekten (s. Kock, Acc. 23) er andet højdepunkt
blevet forhøjet, hvorpå accentens første del er gået tabt. Bevægelsen blev
således stigende; og denne stigning blev senere fortsat i den følgende in-
fortisstavelse, som ikke har vægt nok til at beholde en egen tonebevægelse,
mon nu fortsætter bevægelsen fra første stavelse. I Stockholmsdialekten ude-
lades fordybningen mellem accentens to højdepunkter; tonen forbliver på
begyndelseshøjden, som ved en lille forhøjning af slutningen også er slut-
ningshøjden, og der finder altså på første stavelse ingen tonebevægelse sted.
Ved anden stavelse følger nedgangen som før. I dansk er højdepunktet ved
første stavelses slutning afbrudt sammen med den exspiratoriske top, hvormed
det var forbundet, og den nedgående bevægelse må — sålænge der i dansk
fandtes nogen tonebevægelse — være bleven bevaret. De tre måder, hvorpå
de tre sprog har behandlet tonebevægelsen, har tilfælles, at de har betydelig
simplificeret processen ved at forsømme resp. at afbryde en af de tre dele i
den ned- op- nedgående accent. Dansk, der undertrykker mellemstykket, be-
holder således kun en bevægelse i én retning; norsk, der bortkaster begyn-
delsen, må for at få en enkelt accent også ændre slutningens retning; svensk,
der fjærner bevægelsen i første og anden del men beholder begyndelsens
højde, får en accent, der først er hvilende og derpå har bevægelse i én ret-
ning. — Jeg må her bemærke at antagelsen af en musikalsk tone med to
højdepunkter ikke er netop nødvendig for stødets forklaring; man kunde
også antage, at første stavelse havde haft en hvilende-stigende accent. Hvis
tonehøjden her steg fra medius til acutus og derpå i anden stavelse dalede
til gravis, lod det sig tænke, at dansken på første stavelse havde bevaret
begyndelseshøjden. Også på denne måde vilde accentens anden — stigende
— del være blevet afbrudt; af —^ vilde være blevet —, af _/\ /’\. Men
den svenske accentuering forklares bedre, når man går ud fra bevægelsen
i første stavelse, og som sagt lader den exspiratoriske bevægelse formode
en analog musikalsk accentuering.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
