Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Gudmund Schütte, Anmälan av ”Knut Stjerna: Essays on Questions connected with the Old English Poem of Beowulf. Translated and Edited by John R. Clark Hall”
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Schütte: Anmälan. 89
Arkæologi og Folkemindeforskning. Jeg maa væsentlig nøjes med
at referere. Den righoldige Samling af Jævnførstof fra fremmede
Lande forbigaar jeg, idet jeg holder mig udelukkende til det nor-
diske Omraade. Sondringen af arkæologisk og literært Stof op-
gives, da Læseren ellers vilde miste den Oversigt over Tidsfølgen,,
der mnliggøres ved det knappe Sammendrag.
Forf. gennemgaar først den skiftende Sjæletro (97 if.). I
Broncealderens sidste Del herskede Ligbrænding med Jordfæstelse
af de brændte Ben, hvad der svarer til en Tro paa Adskillelse af
Sjæl og Legeme efter Døden. Jærnalderen genindførte den ældre
Tro, at Dødningen bliver boende i Graven og dér fører en Til-
værelse med samme Yilkaar og Strid som før, jfr. Forf.s ”Bidrag
till Bornholms befolkningshistoria”, S. 5—31. 0. 200 e. Kr. frem-
kalder sydlandsk Paavirkning en Genoplivelse af Troen paa Ad-
skillelse af Sjæl og Legeme efter Døden. I den anden Verden
tænkes Sjælen nu at leve et uvirksomt Liv uden krigersk Syssel-
sættelse. Til denne Tro knyttes Forestillingen om en Rejse fra
Jorden til Dødsriget. Den røber sig mest iøjnefaldende gennem
et sjællandsk og et gotlandsk Fund, hvor den dødes Mund inde-
holdt den Mønt, der efter græsk Skik skulde medgives for at
afleveres til Dødsrigets Færgemand Charon (101); jfr. Den danske
Samling Folkevandringstiden, 259, 260, og Almgren, ”Studier
tillägn. Montelius”, S. 89 if.
Hos Folk ved Søen tænktes Dødsriget ganske naturlig at
naas ved en Sørejse. Forf. inddeler Udviklingen af denne Fore-
stilling i tre Stadier.
I. Liget lægges i et Fartøj og skydes til Søs, overladt til
Vind og Vove (106). Exempler med Brænding (112): Balder if-
Gylfaginning, Hake if. Ynglinga saga, Sigurd Hring if. Skjpldunga
saga. Exp. uden Brænding: Skjold if. Beowulf.
II. Fartøjet, eller dets Sindbillede, bliver staaende paa Land
(108). Exp. med Brænding (114): Vanlande og Visbur if. Yng-
lingasaga, Harald Hildetand if. Saxe; Frodes Forskrift for høj-
baarne Krigere if. Saxe; historiske Svenskere i Rusland if. Ibn
Fadhlan ; Grave c. Aar 600 (111) ved Ultuna i Upland, paa
Öland, i Skaane og Norge. — Exp. uden Brænding (114), jfr. Mon-
telius i ”Svenska fornminnesfören. tidskr.” VI, 149 ff.: Haakon
den Godes Saga, Landnåma (bis), Gisle Surssons Saga, Vatnsdæla
Saga, Laxdæla Saga. Siden 600 findes mange Skibsgrave med
nbrændte Lig især ved Vendel og Ultuna i Upland, og ved Ange-
rum i Bleking, senere ved Tuna og Sala i Upland, samt i Norge
(111). Hertil hører ogsaa Stensætninger i Skibsform, særlig hyp-
pige i Sverige og paa Bornholm, ogsaa forekommende i det øvrige
Danmark og i Norge. — De ældste Skibsgrave, mellem 500 og
600, hører til Upland og Finland; i 7. Aarb. optræder de i Ble-
king, i 8. Aarh. i Skaane og Norge.
III. De Efterlevende har opgivet at forsyne den døde med1
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
