Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Hvo kan tvivle derom, når han betænker, på hvilken måde
han hænger fast ved sine venner, ved sine elskede. Hvilket
menneske man end tager, hvem man end betragter, når
man undersoger deres enkeltheder, deres legendige og
åndelige tilstand, sa stoder man overalt på mangler og
fejl og skrøbeligheder, og når vi gribe i vor egen barm,
så indse vi tilfalde grunden til at det må så være. Hvor
jne>j;et 02; hvor stærkt tiltaler os ikke desmindre deres hele
personlighed, med hvilken inderlig kærlighed omfatte vi
ikke hele deres væsen! og hvorledes går det til, at det
er netop disse fejl, som vi tillige elske, som vi, når de
engang imellem aflægges, med en vis forundring savne,
fordi personligheden har gennemtrængt også dem, så at vi
igennem disse fejl skue et renere, et elskeligt væsen.
Anvende vi dette på vor betragtning af den forgangne
tid, så vil det være indlysende, hvad fortidens sandhed
er for os, og hvorfra den kærlighed kommer, med hvilken
vi omfatte den, en kærlighed, der ikke blot er et
forbigående ungdommeligt lilus, en ungdomsdrøm, men som
med arene voxer, og Idiver til en stadig flammende lue,
der ikke slukkes, men næres ved uafladelig tænkning over
de enkelte ting; så vil det tillige vorde indlysende, hvorfor
vi ikke blot omfatte denne fortid med kærlighed, men
hvorfor dens betragtning i modsætning til nutiden er så
gavnlig, ja er så nødvendig til vor fremadskridende
udvikling. I tiden, som er sluttet, kunne vi nemlig igennem
alle tidens tilfældigheder komme til dens idé, til sandheden,
og hvor vi se den, dér elske vi den; hvad der kunde
vorde, er fuldendt, de slette tilfældigheder ere sunkne
tilbage 1 deres inlet, og uhildede af dem kunne vi klare
idéen for os, i det huj es te ere vi kun hildede i vor egen
tænknings svaghed; men i nutiden ere vi ligesom begravede
i enkelthederne, vi hænge tast i dem og kunne ikke komme
ud over dem, hvert ojeldik forstyrre de os, og for ord-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
