Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Saaledes er i det Hele Hedenskabets ægteskabelige
Forhold. Norden gjor Undtagelse. Den gamle Nordbo
behandler Qvindén med Agtelse; han er kydsk og reen i
Sæder, og derfor avler han, som,Tadtus siger om
Germanerne, sunde og stærke, modige og frie Sdnner, en
Skræk for Romere og andre vellystige Sydboer. Derfor
har den nordiske Qvinde ogsaa sin faste og uanfægtede
Stilling i Samfundet; hun opdrager Bornene, gjor Husets
Gjerning, staaer Manden bi med Raad og Opmuntring,
læger Krigerens Saar, styrker den hjemkomne Kjæmpe med
Mjod og Munterhed, og bereder ham en vederqvægende
Hvile i en uplettet Ægteseng. Hendes Mod og Snildhed
samsvarer hans, og mangen Gang har den nordiske Mand
Qvinden at takke for sin Redning og Seier (See f. Es.
Gisla Saga Surssonar; Njåls Saga; Grettirs Saga o. s.
fr.; Hakon Jarl). Hvo der attraaer en Qvinde maa i
Norden paa lovlig Maade anholde om hendes Haand hos
Forældrene, og er hun ikke fontåiet med Mandens Behandling,
eller finder hun sig paa anden Maade utilfreds, saa vender
hun tilbage til sine Forældres Huus og kan siden ægte en
Anden, som staaer hende bedre an (Laxdæla Saga o. m.
fl. St.). Derfor er der i Nordens Hedenskab saa hyppige
Exempler paa Qvindens Begeistring og ædle Daad; derfor
finder man der hos hende en rorende Troskab,
Standhaftighed og qvindelig Aands Styrke, som svarer til
Mandens Uboielighed, Tapperhed og rolig Hvilen paa sig selv.
Naar man derfor har sammenlignet den nordiske Poesi
med den klassiske, saa kan dette kun forsvares, forsaavidt
man har villet vise den Grundforskjellighed, der hersker
derimellem. Klassicismen er skjon og harmonisk;
Nordiskheden er ophoiet og dissonerende; i hiin gaaer Aanden
op i Formen; i denne er Aanden det absolut overgribende.
I hiin holder saavel det Tragiske, som det Komiske sig
indenfor det SkjOnnes Grændser, i denne fordybes det
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
