Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Antigone
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
V. 324—353.]
Antigone.
19
Kreon.
Præk nu om Mening, men, hvis ej I fange mig
Forbryderen, skal snart I mærke paa Jer selv,
At ublu Vinding slaaer sin egen Mand paa Hals.
Gaaer.
Drabanten.
Ja, gid Du fik ham fanget! Men, hvadenten Du
Saa faaer ham eller ej — det raader Skjæbnen for —,
Skal aldrig nogensinde mere mig Du se.
Og at jeg nu saa nemt mig ud af Sagen trak
Mod al Forventning — Tak, derfor, I Guder, Tak!
Skynder sig ud.
Ghoret.
(Første Strophe.)
Meget er til af Kraft og Magt,
Men den højeste Kraft blev i Mennesket lagt;
Vældigt, hvad Mennesket vover!
Brøler end Søen ved Vintertid,
Pidsket af Storm og skummende hvid,
Mennesket gaaer dog derover.
Aar efter Aar tør han jage sin Plov
I den hellige Jord, den utrætteligt nærende,
Dybt i Gudinden med Plovjernet skjærende
Tramper han hende med Hestenes Hov.
(Første Modstrophe.)
Aldrig fløj Fugl saa højt og let,
At ikke jo Mennesket tik den i Net,
Bjergenes Vilddyr han tæmmer.
Smaafisken ogsaa, Havdybets Barn,
Fanger han strax i sit knyttede Garn,
Lidet kun Dybet den gjemmer.
Midler han ejer til Trældom og Død
For hver Skabning, der sorgløst sin Føde sig sankede,
Tyren han tvang, og den stolte, den mankede
Hest bærer Aaget, som Mennesket bød.
2"
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
