Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Antigone
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
V. 806—835.]
Antigone.
37
Antigone.
(Strophe.)
Betragt mig kun, min kjære Fødebys
Trofaste Mænd, hvis Øje for mig græder;
For sidste Gang jeg skuer Solens Lys,
Min sidste Gang paa Jorden nu jeg træder.
Før Livet svandt, jeg gaaer ved Dødens Haand
Didhen, hvor Fællessøvnens Skygger ruge,
Ned til den mørke Bred af Acheron,
Mig skal i Favn min Brudgom aldrig knuge.
Før Bryllupskvadet ved mit Leje lød,
Jeg favne skal som Brud den bittre Død.
Choret.
Men vidt straaler Hæderens Glands, som Du bar
Fra Lyset til Skyggernes Rige.
Ej Sygdom, ej Alderdom skjæmmet Dig har,
Ej Sværdet sit Saar i dit Legeme skar,
Men levende, aandsstærk, selvstændig og klar
Tør kun Du ned til Skyggerne stige.
Antigone.
(Modstrophe.)
Om slig en grufuld Død er mig fortalt,
At Niobe, hin Phrygiens Dronning, Datter
Af Tantalos, i Bjergets Favn blev kvalt,
Thi, som en Vedbend fast om Træet fatter,
Omfatted hende Fjeldets haarde Sten.
Dog græder hun i Klippehylstret inde,
Thi Taareblink af Dug, der falder ren,
Paa hendes Marmorkinder evigt rinde.
Som hun af Bjergets Skal blev kvalt og gjemt,
Saa har og Skjæbnen mig min Død bestemt.
Choret.
Gudinde hun var og af Gudernes Blod,
Mens vi er af dødelig Stamme.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
