Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
FÆRØISKE FOLKESAGN.
191
skjult; han listede sig hen og tog den til sig. De dansede og legedé
bele nalten, men da det begyndte at dages, gik hver sælhnnd hen at
lede efter sin hud. Sælhundepigen blev ulykkelig, da hun savnede
sin ham, men opsnusede den hos Mikladalsmanden; men da han uagtet
hendes bonner ikke vilde give hende den tilbage, måtte hun følge med
ham til Mikladal. Ilan levede der mange ir sammen med hende og dé
fik flere born sammen, men han måtte altid give agt på, at hans kone
Ikke skulde kunne komme til at få fat på sin sælhundehud, hvorfor
han også lukkede den ned i sin kiste og bar nøglen altid bos sig.
En dag var han på fiskeri, og som han sad der og fiskede ude pi
havet, opdagede han, at han havde glemt nøglen hjemme. Han
udråbte da til de andre med sorg: i dag mister jeg min kone. De trak
linerne op og rode hastig hjem; men da de kom op til gården, vat
konen forsvunden, og hornene ene hjemme; for at disse ikke skulde
komme til skade, når hun forlod dem, havde hun slukket ilden på
arnen, og lagt alle knive tilside. Hun var derpå løbet ned til
stranden, havde ifert sig huden og styrtet sig i søen, hvor en hansælhund,
som for havde havt hende kær, dukkede op ved siden af hende; den
havde hele tiden ligget udenfor bygden og væntet på hende. Når
hendes born, som hun havde med Mikladalsmanden, kom ned til stranden,
så man en sælhund ofte dukke op udenfor og se ind imod landet;
man trode da, det var hornenes moder. Således forløb lang tid; da
skete det engang, at Mikladalsmænd engang skulde ind i en stor
klippehule at slå sælhunde. Natten forend dette gik for sig, dromte
Mikladalsmanden, at hans forrige kone kom til ham, og sagde, at om han
gik med på sælhunde fangst i denne hule, så måtte han passe på ikke
at dræbe den store sælhund, som stod foran hulen, thi det var hendes
mage, ej heller de to unge sælhunde inderst i hulen, thi det var
hendes to unge sonner, og hun betegnede ham nu, hvilken farve deres
•skind havde. Men bonden gav ikke agt på drdmmen, tog med på
fangsten, og de dræbte alle sælhundene, de kunde få fat på. Byttet
blev delt ved hjemkomsten, og bonden fik for sin del hele den store
hansælhund og hænder og fødder af de to unge sælhunde. Om
aftenen havde de kogt hovedet af den store sæl og labberne til aftensmad,
og da det var lagt op i trugene, blev et stort brag i røgstuen, idet
hun kom ind som et frygteligt trold, snusede i trugene, og råbte: her
ligger hovedet med den opstaaende snude af karlen, hånden af Hårek
og foden af Fredrik; hevnet er det og hevnet skal det vorde på
Mikla-’dalsmænd, og skulle nogle omkomme paa søen, og andre falde ned af
bjergene, indtil de forulykkedes antal er så stort, at de holdende hver-
izndhyGoo^ie
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
