Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
208
FÆRØISKE FOLKESAGN.
at den da ikke skalde sove over sig, besluttede den slet ikke at sove
den nat; da Irode skarven ganske visst, at den, og ikke ederfuglen måtte
fl dunet. Skarven sad da der nok så stolt over, at den skulde våge
hele natten; det gik godt ook i begyndelsen, men længre ud på natten
blev hovedet tungt og den måtte kæmpe hårdt med sovnen. Dog holdt
den ud, indtil det begyndte at blive lyst i esten; da råbte den stolt
af glæde: nu blåner i esten. Ved dette udråb vågnede ederfuglen, som
havde fået sin sædvanlige sovn; derimod var skarven nu ikke længer
istand til at holde sig fra at sove. Da solen stod op, var ederfuglen
ikke sen at råbe til skarven: dagen er kommen op af havet.
Ederfuglen fik da dunet; og skarven blev straffet endnu mere; thi da den
ikke kunde tie, men ved sit udråb vakte ederfuglen, er den fra den
dag af tungeles og uden dun endnu.
Skarvur og æda vildu bædi håva dunid, og kundu ikki koma til
såttis um, hvort teirra skuldi fåa tåd. Tå samtiktust tey um låd råd,
at tåd åf teim, id firri vaknadi næsta morgun og segdi hinum frå, ta
id s61 vår uppi, tåd åf teim skuldi eiga dénid at verma seg vid. Tey
settust bædi, skarvurin og ædan, i urdini hvort javnt hjå odrum. Ædan
sovnadi strax um kvoldid, tå id sélsett vår. Men skarvurin vilsti væl,
at hann vår vånur at vera tungsvdvndur; Uat hann né ikki skuldi sova
ivir seg, ætladi hann sår einki at sova alla tå nåttina; tå helt hann tåd
vera ivaleyst, at hann måtli ognast dénid, og ikki ædan; ti fegin vildi
hann håva tåd. Og né seltist skarvurin so errin, tiat hann, sum annars
nevndist svovnskarvur, skuldi ikki blundast eina heila nått. Tåd gekk
toluliga væl i firstini, men ta id leid ét å nåttina, fér skarvurin at
tingjast, og måtti beijast hart vid svovnin. Té såt hann og ændi enn
våkin, tå ld ték at lysa 1 eystri; men tå répadi hann sloltur åf giedi
ivir seg sjålvan: né blånar i eystri1. Vid hetta étrép vakti hann
æduna, sum né vår fullsvdvnd; håriméti vår skarvurin né so ovvekradur,
at hann orkadi ikki longur at halda eyguni opin, og durvadi ti né, id
tåd helst skuldi gjalda um at vera våkin. Ta id sélin reis upp ér
håvi, vår ædan ikki sein at siga vid skarvin: dågur i håvi, dågur f
håvi!1 Soleidis fekk ædan dénid; skarvurin måtti beta meira enn, tiat
hann kundi ikki at tiga, og missti tunguna; frå hesum degi åf er
skarvur tunguleysur, og hevir heldur ikki sidani fingid dun.
Disse ord udtales med noget fordrejet stemme, for at efterligne disse
o fugles rest.
;z«,byGoo^le
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
