Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
som senere, af norsk. Denne Betydning har Ordet endnu
den Dag i Dag i Norge, ligesom norsk jo oprindelig er
nordisk” 1 uEUer jeg vil kalde det islandsk, fordi der
dog vel ikke er Tvivl om, at del er det Sprog, der endnu
lever paa Tungen og i Skrifter hos Islænderne og ellers intet
andet Sted, saa al de forholde sig til hinanden omtrent som
ny-græsk til græsk. Hvorfor skulde jeg kalde det norsk?
Hvilken Del have de norske Nordmænd i dets Literatur?
Islænderne herer den til frem for alle. Det var jo norske
Flygtninge, der ikke kunde bolde det ud at være i Norge,
som bosatte sig paa Island; det faldt dem aldrig ind at kalde
sig Nordmænd (Østmænd), hvorfor skulle de da hedde det
nu? De kalde sig altid Islændere. Det var ikke som norsk
Stat, endnu mindre som Vasalland, men som Fristat Island
fremkaldte sin blomstrende Literatur. Den herte efterhaanden
op og forgik, da det blev forenet med Norge. Norge
tilintet-gjorde jo Islands Frihed og dermed dets Literatur; deri ligger
der ingen Grund til at kalde Literaturen den norske.” 2 De
vigtigste Bevissteder hos Snorre, i Sagaerne og i de gamle
Love for at det oldnordiske Sprog (for at beholde dette
Navn) taltes over hele Norden fra Arilds Tid 3 angive tillige,
at dette Sprog benævntes donsk tunga, endog efter Midlen
af det fjortende Aarhundrede, saaledes at Navnet dansk
Tunge var et almengældende Navn, selv om Navnet Danir
ikke brugtes om alle Nordboer. Det er ikke let at afgore,
hvad der har været Grunden til, at det i Udstrækning mindste
af de tre nordiske Lande, for hvilke Sproget var ét og
fælles, i denne Henseende fik denne Forrang, at Maalet
benævnedes derefter, men det synes dog uden Anmasselse at
turde antages, at i det ringeste paa den Tid, da denne
Benævnelse opstod og blev almindelig, har Danmark været det
l) Peters. Afhandl. S. 11. — 2) Sstd. s. 14. — 3) De findes
anferte hos Petersen, Sproghist. I, S. 15 fg., 25 fg., II, S. 99 fg.
og i den nysnævnte Afhandl. S. 11.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
