Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
(jfr. Sn. Edda, II, 493) heldigviis endnu er os opbevaret i
felgende Vers af Hallfred om Kong Olaf Tryggvesön:
uRunni gramr at gunni,
gunn|)inga hjörmunnum
den i Gudesagnene saa berömte «Singasteinn” (d. e. „Sangstenen”,
thi M«tngva” for h*yngja”, beslægtet med MSdn”, der mærkværdigt nok
baade betyder «Samklang”, uForsoning” og ttBlod”, forekommer i
Thorarin den Sortes herlige JVf åhliÖin ga visur”), ved hvilken Loke
kjæmpede med Heimdal om Brisingesmykket, en Kamp, der efter alle
gamle Forestillinger utvivlsomt tænktes at have fundet Sted enten
ved Solens Nedgang eller Opgang, eller maaske snarest begge Dele,
ligesom den ægte græske hos Homer (Od. I, 23-24) alene gjældende
Oldlidsforestilling om Ælhioperne jo var, at de boede (4yderst af alle
Mænd” saavel imod Solens Opgang som dens Nedgaug. Men
Over-eensstemmelserne imellem græsk og nordisk Sagnhistorie ere i det
Hele taget næsten utallige, og jeg skal her kun aniere om Hédinn,
der i Modsætning til den mörke Högne altid tænktes som uredklædt”
og glimrende (Skarthédinn kaldes han i SölarljöÖ), at han i
Virkeligheden i meget svarer til Grækernes Memnon, Morgenredens
Sön, ved hvilken ogsaa Hjadningesagnet gjentager sig paa en
vidunderlig Maade, idet Grækerne fortalte, at Zeus af Memnons Aske
havde ladet opvoxe Fugle, uder hvert Aar kæmpede om hans
Grav”. Det er den evige Gjentagelse af Dedskampen der her er det
Afgjörende, og ligesom man i*Norden altid tænkte sig at
„Hjadnin-gernes lystige Leg” hver Gang begyndte i Dagbrækning med Solens
Opgang, medens de om Aftenen ved Solnedgang bleve forvandlede
til Steen, saaledes var det jo som bekjendt en gammel Tro om
Memnonssöilerne at de om Morgenen udsendte glade men om
Aftenen sergelige Toner — en i sig selv höist naturlig ForestiHing om
noget klangfuldt ved Solens Fremtræden, hvorpaa alt den dybtskuende
Grimm (D. Mythol., 703) har gjort opmærksom, men som desuden
ogsaa bevises for Nordens Vedkommende derved, at Heimdal, der
blandt andet ogsaa var en Morgendæmringens Guddom, tillige kaldes
den Maarle gjaldende”. Men JBéÖin” selv og ((Hjadnin gerne”, hvis
Navne tillige staae i en etymologisk Forbindelse med ((Höör” og
„Haddingr”, minde dog ogsaa om de kadmæiske „Sparter” — og
Kadmos var jo ogsaa Mphenicisk”.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
