Print (PDF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
7 TOLKNING AF RUNEINDSKRIFTEN PÅ RÖKSTENEN. T
Tryggevælde-stenen i Sjæland og kamal på
Löfstaholm-stenen (Dybeck Stockh. 204, Lilj. 558). At N bruges til
at udtrykke a förän næselyd, må vistnok have sin grund
deri, at runens "navn oss (d. e. äss) oprindelig löd ansus
og at n i dette ord længe holdt sig som en nasal
ud-tale af a; se min udvikling i Tidskrift for philologi og
pædagogik VII, 315. At a förän n og m engång blev
udtalt med næselyd, tör man antage, når vokalen kun i
dette tilfælde blev udtrykt med h, medens den ellers
ud-tryktes ved ar-runen; men skrivemåden kunde jo ved
tradition bevares, efter at næseudtalen havde tabt sig1).
I uaki cl 1. 2 d. e. vangi er N kort skrivemåde for h K, idet
denne indskrift, som månge andre, undlader at skrive h
förän K. Ligesom det af a ved i-omlyd opståede æ ellers
udtrykkes ved ar-runen, således måtte æn efter
Rök-indskriftens skrivemåde udtrykkes ved Þh og æng ved
h K; eksempel på det sidstnævnte giver traki e 1. 2 d. e.
drængi. Fremdeles er runen N i denne indskrift altid
brugt i forholdsordet a (a 1. 5. b 1. 2. d .1. 3) d. e. a, som
tid-ligere löd an och hvor altså, ligesom i runenavnet, a
oprindelig stod förän n, der senere blot holdt sig som
en udtale af vokalen gjennem næsen, indtil andelig også
denne forsvandt og kun vokalens længde vidnede om,
at der engång efter vokalen havde været hört en nasal.
En oprindeligere skrivemåde af samme forholdsord
formoder jeg i an rf 1. 2. Endelig förekommer os-runen efter
min formodning to gånge i infinitivs endelse: e 1. 2 læser
jeg knua og på den kantside, som har kvistruner, flua;
l) At uamuf er skrevet med a, ikke med %, uagtet m fölger efter.
må have sin grund deri, at navnet er sammensat og at m begynder andet
led. Om nasal vokaler i gammel nordisk se Lyngby i Tidskrift for
philologi og pædagogik II, 317 f.; Gislason i Tidskrift for philologi VI, 255
anmærkn. 2; Eydqvist, Svenska språkets lagar IV, 332—338; Johannes
Schmidt, Zur geschichte des indogerman. vocalismus s. 46 f.; Wimmer,
Altnordische grammatik s. 3.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
