Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
12
SOPHUS BUGGE.
12
navnlig en, den på Forsaringen, har meget tilfælles med
Rökindskriften. Desuden er udtrykket få stein brugt i
to runeindskrifter i Helsingland; fäöi for »skrev runer»
kjendes kun fra to danske indskrifter, den på Helnæs- og
den på Flemlöse-stenen, der begge er blandt de ældste
danske, som er affattede i den kortere rækkes runeskrift,
og begge sandsynlig ristede af samme månd. Alle disse
eksempler er samlede af Stephens Runic monuments s.
920. Det nævnte udtryk findes fremdeles i den ældste
norske indskrift med den kortere rækkes runer på en
sten, som nylig er funden i en gravhaug på Valdby i
Lar-viks fögderi. Og allerede i Einang-indskriften i Valdres
fra den ældre jærnalder heder det £AR RUNO FAIHIDO.
Når det siges, at faderen har skrevet runerne, så er
dette ikke at förstå, som om han har gjort det
egen-hændig; tværtiinod nævnes runeristeren, som jeg skal
söge at vise, særskilt på stenen. I de gamle
runeindskrifter heder det ofte, ligesom i Latin, at en person
har gjort noget, som han har ladet gjöre ved andre.
Jeg skal nævne et eksempel blandt månge: Lilj. 799
be-gynder med »Holmfast og Rodelv ristede runer», og dog
nawnes i indskriften siden runeristeren særskilt.
9—12. faf>iR aft faikiaji sunu d. e. oldnorsk faöir
eptir feigan sun (Hildebrand og Stephens).
11. faikiaji har været udt<^fæigjcm eller faigjan;
det kan af skriften ikkf sees, om tvelyden har været
æi eller, som på Gotland og i flere svenske bygder (se
Rydqvist IV, 141 f.), ai. Adjektivet förekommer med
den almindelige gamle betydning, »som er bestemt til
snart at dö» i gutn. faigastan, Gotl. Hist. 2, i
Uplandslagen som fegher, og det er endnu velkjendt i det
svenske almuesprog (Riefö s. 134). I faikiqn har det ailedende
j holdt sig efter g. I middelalderens svenske bogsprog
er i böiningsformer og afledninger af adjektiver et
sådant j sjælden bevaret: i Östgötalagen nyia, ngiu; i cod.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
