Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
115
MARIE ANTOINETTES FÆNGSELSTID OG DØD
Hendes afmagrede, skarpt udprægede træk, der talte om
hendes lange lidelser, syntes at tyde paa, at seiv om skafot
tet ikke ventede hende, vilde hun neppe have længe igjen
at leve paa denne jord. Men hver gang hun aabnede munden
for at svare sine dommere, følte man, at der under det skrøbe
lige hylster rørte sig et kraftigt liv. Som en sand dronning
triumferede hun under forhøret over de hender, som med
ondskabsfuld glæde havde ventet at se hende segne; og hun
besvarede alle spørgsmaal med omtanke og fatning.
1 sine svar udsatte hun ingen for fare. Kold bar hun
uvennernes had; høimodig og taktfuld dækkede hun alle
venner.
Hun anklagedes for at have behersket sin gemal, og hun
svarede; „Det er stor forskjel at tilraade en sag og at bringe
den til udførelse."
Man bebreidede hende, at hun havde været republikens
mest uforsonlige Hende og at hun efter Ludvig Capets død
havde betragtet sin søn som arving til kongeværdigheden.
Hun svarede:
„Hvis Frankrige skal være lykkeligt under en konge, vil
jeg ønske, at denne konge maa være min søn; hvis det skal
være lykkeligt uden konge, vil jeg med min søn glæde mig
over landets lykke."
En af de edsvorne fandt ikke den byrde af kummer til
strækkelig stor, som man havde lagt paa hendes skuldre.
Han bragte i erindring, hvordan man havde faaet hendes
niaarige søn til at underskrive en erklæring om, at moderen
saavel som tanten havde forledet ham til unaturlige udsvæ
velser i fængslet.
Dronningen slog øinene ned for denne haarreisende be
skyldning, som man hidtil havde forbigaaet under forhøret
mod hende.
Hendes taushed og übevægelighed bragte tribunalet paa
den tanke, at hun ikke havde hørt og forstaaet, hvad der
var bleven sagt.
Fouquier-Tinville løftede stemmen for at bemerke, at hun
ikke havde besvaret det sidste spørgsmaal.
Marie Antoinette reiste sig. Med uskyldighedens majestæt
vendte hun sig mod de tilstedeværende.
8*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
