Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
126 MARIE ANTOINETTE, DRONNING AF FRANKRIGE
„Gjør som De vil,“ svarede dronningen.
Hun omfavnede slutterens datter og lod taalmodig sine
hænder binde. Saa gik hun med faste skridt ud gjennem
korridoren.
Klokken var imidlertid bleven elleve. Conciergeriets git
terport aabnedes. En bevægelse gik gjennem den ventende
mængde.
Dronningen træder ud. Hendes holdning er majestætisk
og stolt, som naar hun i sin tid skred gjennem speilgalerierne
i Versailles; men hendes hænder er bundne paa ryggen.
Skarpretteren holder tougets ender; han gjør sig synlig
umage for ikke at stramme det. Dronningen er bleg, men
hendes blik er roligt.
En simpel kjærre staar ventende paa hende. Hun kan ikke
undertrykke en bevægelse af overraskelse ved synet af dette
befordringsmiddel. Hjulene er fulde af søle; en mand i bluse
kjører hesten.
Præsten sætter sig ved siden af hende paa det uhøvlede
træbræt.
„Madame“ siger han, „nu er øieblikket kommet til at be
væbne sig med mod.“
„Mod!“ svarer Marie Antoinette livlig. „Jeg har for længe
siden bevæbnet mig med mod. Det er ikke sandsynligt, at
det vil svigte mig idag.“
Treti tusinde soldater staar under vaaben for dronningens
skyld; de danner spalier fra Conciergeriet til revolutions
pladsen. Muligheden for et overfald af østerrigerne, der staar
neppe firti mile fra Paris, muligheden for en sammensvær
gelse til fordel for den dødsdømte, har bragt alle disse
tropper til at rykke ud. Det er den sidste, ufrivillige an
erkjendelse, som Frankrige skjenker hendes svundne stor
hed.
Vækkede af trommeslagerne har Paris siden dagens frem
brud været paa benene for at se hende passere forbi. Hver
plads er besat. Man er krøben op i træerne. Vinduer, altaner,
hustage er fulde af mennesker. „Republiken leve!“ raaber
man.
Kjærren bevæger sig langsomt; den støder op og ned.
Marie Antoinettes bundne hænder hindrer hende fra at sikre
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
