Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
136 MARIE ANTOINETTE, DRONNING AF FRANKRIGE
for det tilgitrede hui. Sollys trængte aldrig derind. Berøvet
enhver adspredelse sad arvingen til Frankriges trone maaned
efter maaned uden saameget som at se den haand, der rakte
ham hans karrige kost.
Hans iforveien svage øine blev næsten blinde af mangel
paa lys og luft. De faa kræfter, som skomagerens mishand
linger havde levnet ham, svandt hen. Han plagedes af bylder;
og for at krone hans livs ulykke rystede en heftig feber hans
legeme.
Simon havde været en grusom forfølger; men barnet læng
tede efter ham. Simons hustru havde været en furie. Hun
havde givet kongesønnen puf og stød; men hun havde under
tiden havt medlidenhed med ham.
Snart magtede han ikke længer at holde sit fængsel rent
eller at omslutte tintalerkenen og vandkrukken med sine
skjælvende hænder. Uden at være istand til at røre sig laa
han paa det uredte leie. Ofte saa han rotter og mus fortære
den mad, som man ikke vilde uleilige sig med at bringe hen
til hans seng, og som han ikke havde styrke til at hente ved
gitteret.
Den 27de juli 1794 visiterede Barras Temple-taarnet. Han
ønskede at se den lille fyrste. Jerngitteret blev aabnet; og
for første gang paa et halvt aar fik Karl Ludvig øie paa et
menneskeligt væsen.
Halvt vanvittig af rædsel raabte han;
„Jeg siger intet ondt om mine vogtere!“
Barras forstummede ved synet af dette barn, der var syg
net hen i en elendighed og usselhed uden lige.
Endelig sagde han:
„Jeg vil forebringe strenge klager over urenligheden i
dette værelse.“
Han udspurgte Karl Ludvig venlig og mildt om hans hel
bredstilstand.
Den første september samme aar blev døren brudt istyk
ker. Man lod de tilgitrede vinduer aabne, saa at solskin og
luft atter kunde trænge ind.
„Karl,“ sagde en af vogterne til ham, „hvorfor spiser du
ikke? Du burde spise.“
„Nei,“ svarede barnet; „jeg vil dø.“
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
