Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
„Ka var det?" spurgte Ola, der pludseligeu vækkedes af sine egne Betragtninger og fulgte Kammeraten og de Övrige ind i Stuen.
Derinde var der en besynderlig Blanding af Lys og Skygge. Gjennem Ljaaren eller Röghullet faldt der ind en klar Lysström,
hvis Straaler spillede i de blaalige hvirvlende Rügskyer, der fra Ilden paa Arnen stege op og tumlede sig under Skraa- eller
Spærretaget. Den kastede et klart Lys over det midterste Parti af Stuen, over Steenhellerne, der laae midt under Ljaaren for
Tagdryppet, over Kjelderlemmen, Bordenden og Krakken; men rundt i de fjernere Kroge herskede en Dunkelhed, der for dem, som kom ind
fra Sollyset, var fuldkomment Morke. Spillemanden fik sin Drik og salte sig paa en Tönde med Felen. Den Klang og de Toner,
der summede om hans Ören fra de fire Dügns Dands og Gilde, gjorde al Opfordring til at spille overflödig. Han satte Felen under
Hagen, trampede Takten med Födderne og spillede uden Ophür Springere og Gangere 0111 hverandre, medens Kammeraten ved hans
Födder slumrede södelig ind for at drömme om Dands og Felelaat og Bryllupsglæder. Men Dandsen den gik ogsaa her, Frierne
svingede Husets Döttre raskt omkring i Stuen. Ilan „Ola nord i Garen" endte fornys med et Kast höit op i Rögen og slængte sig
ned paa Bænken med Jenten sin. Der holder han hende fast omsluttet og gjör en Mine som om han havde sagt: „giv mig en
Smeld i Næbbet,medens hun blussende og lattermild lader som om hun vil vende sig bort og rive sig los. „Hans op i Skaret"
er netop traadt op; det er en staut Karl, han knepser med Fingrene og slænger sine Been med den Moderation, der karakteriserer
Dandsens Begyndelse. Hans blonde, ranke Jente seer ham med den modnere Alders Dristighed kjækt i Öinene og fölger ham
freidigt med udslaaet, flagrende Haar. — Men borte ved Bordet sidder, urört af Spillet og Dandsen og Ungdommens Lystighed,
Manden i Stuen og hans Gjæster, gamle Bedstefader og et Par Naboer, der mod Aften kom ned fra Bryllupsgaarden. Den ene af
disse har kastet sin Tröie paa Krakken, der staaer ved Siden af den store Ölkande, for Enden af Langbordet; thi han trykkes baade af
indre og ydre Varme. Den anden, som sidder med Hatten skudt ned paa den ene Side, klöer sig bag Öret og gjör en livsied
Grimasse, fordi det stærke Öl, som hun Moer byder frem i Sölvkruset, ikke smager ham længer. Men han har været Kjögemester i
Laget, han har talt om Mad og Öl i fire Dögn; han har foregaaet Gjæsterne med sit Exempel, og drukket endnu mere end han har
talt. Han er kjed af Drik; han er ingen Politikus, og han er endnu mere kjed af „Slorlhingsprat;". og Faer i Stuen har ikke talt
om andet, end Præst og Tiende og Skriver og Skatter og Formandskab og Love og Regjering og Storthing saalænge hiin har
været her.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
