Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Forthundalen
(i Sogn.)
–»S>0®o––
r
1 orthun Sogn indbefatter den östligste, vidtlöftigste og mest bjergrige Deel af Lyster Præstegjeld, og har sine Gaarde i tvende fra
Lysterfjordens inderste Bund opgaaende Dale, nemlig Morkris-Dalen, der förer mod Nord og er beboet en halv Miil, og den
egentlige Forthundal, der förer mod Öst, og er beboet i mere end een Miils Strækning. Gjennem denne Dal forer en Fjeldvei over
Sognefjeldet, der her ikke er mere end tre Miil bredt, til Lombs Præstegjeld i Gudbrandsdalen.
Mügge har reist denne Vei, og giver i sine „Skitser fra Norden," fölgende Skildring af Reisen og Forthundalen. „Efterat
vore Heste havde svömmet over Forthunelven, der her vildt brusende styrter sig i Fjorden, gik det opad til Forthundalen langs steile
Klippevægge, hvor Slien neppe var bred nok for en Hest, der forsigtig maatte klattre op og ned paa Trin af uhyre Steenlag.
Dybt nede ligger her bag en naturlig Dæmning en Sö med grönligt Gletschervand. Efter at disse Klipper ere overstegne naaer man
Forthundalen, og i det man mellem Enge og Vandfald fölger Löbet af den vilde Elv, kommer man til Forthuns Kirke, hvor en Deel
Gaarde og Hytter klynge sig sammen. Her begynder man at stige sleilt opad. Den umaadelige Klippevæg træder Vandreren sort
imöde, og Oiet söger forgjæves Sporet af en Vei, der kan fore opad. Og dog er der en; men den er saa smal, den förer forbi
de rædsomste Afgrunde, klynger sig tæt ind til den glatte Muur af Glimmerskifer og stiger paa Bjergets Rande og udstaaende
Punkter saa svindlende steilt opad, at den horer til de farligste, jeg nogensinde har betraadt. Et Feiltrin, en Snubien af Hesten vilde paa
mange Steder bringe Döden, men disse Heste snuble ikke. Det var skjönt at skue ned i Dalen med dens Træer og Agre og
grönt-skimrende Enge og Gaardene paa Höiderne og langs Elvens Bredder. Alt var saa smaat og nydeligt, og Solblinkene, der flöi over
Dalen, forekom mig som Haabets og Længselens paradisiske Lysen, i Modsætning til de vilde söndersplittede Steenmasser, der
omgav mig."
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
