Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
sand, for den Fraværendes Öie. Streng og klar som Sandheden og Lyset vil en saadan Urgestalt selv kun kaste sit Billede ind i
den bævende Menneskesjæl, for al det der evigt kan bevares.
Gausta har jdet Egne ved sig, fremfor mange andre af Norges Sneefjelde, at det fra Dalbunden af kan sees i sin hele,
uafbrudte Höide, medens de fleste andre af dets Jævnlige og endog Overmænd enten kun rage meel Sneetoppen over andre, til Dalen
stödende Fjelde, eller ogsaa slet ikke kan sees fra denne, men, som Hurungerne, eensomme hæve sine skrækkeligt sünderrevne Nuter
langt inde paa de öde Höislelter, til hvilke man altsaa maa stige op forat faae dem i Sigte. Fra Broen, hvor vi nu stod, og hvor
Synet af Gausta först var brudt ind over os, havde vi derimod for Öie den frugtbare, smale Dal med dens friske, grönne Enge,
bölgende Agre og herlige Lövtræer, hvis hængende Krandse hvidskede i Aftenvinden. Dalens Sidevægge bestode af to overordentlig
höie og bratte, for en Deel skovklædte Aaser eller rettere Fjeldafstyrtninger, der strakte sig parallel over for hinanden, faste og
jævne, uden fremspringende Partier eller dybe Klöfter. Næsten i en ret Vinkel med disse Sidevægge, og udfyldende hele den
synlige Deel af Dalens Baggrund, hævede sig brede og mægtige Gaustas Knæer, indtil noget over Ilüiden af de tilstedende Fjeldkanter.
Her dannede Fjeldmassen en Afsats, og ovenpaa denne uhyre Terrasse steg igjen den afstumpede Gausta-Kegle mod Sky, i Form
af en umaadelig Tagryg og med de hvidt glindseride Sneestrimer nedad de graae Sider. Himlen var aldeles klar; ikke en
Taage-plet om den höie Tinding, der ellers som oftest pleier at indhylle sig i et Skyslör; den brændte endnu saa klart i den nedgaaende
Sols röde Straaler, at vi troede at kunne skjelne de enkelte Gjenstande deroppe, ja endog paa den höieste Spids den lille Varde,
som Bjergets Bestigere der have opreist. Men Afstanden gjækkede os her som sædvanligt i disse Fjeldegne; vi vilde neppe troe vore
Ledsagere naar de forsikkrede os, at en heel Dag, anvendt med den yderste Anstrængelse af Kræfter fra Kl. 5 om Morgenen til
seent paa Aftenen, neppe slog til for fra Dalen at naae Toppen af Gausta, og tilbage igjen. Siden fik vi rigtignok Anledning til
at sande dette Udsagn. — Medens saaledes Gaustas överste Deel straalede i det klare Lys, flod dobbeltblaae Skygger tættere og
tættere nedad de lavere Afstyrtninger, og samlede sig sorte ved Dalens Bund. Som et fabelagtigt Kæmpeslot, en værdig Bolig for
Nordens Aand, laa den vældige Masse foran os i Aftenskumringen, undertiden ligesom henflydende i gjennemsigtig Duft, og dog tillige
med en saadan Charakteer af urokkelig Bredde og Fasthed, at man syntes en heel Verden skulde kunne hvile derpaa."
(A. Munch).
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
